Omplacering – fra belastning til ressource på arbejdspladsen
Det hele så ret sort ud, da social- og sundhedsassistent Michael Svanum Kristensen for et års tid siden ringede til FOA Nordjylland. Han havde mange sygedage i hjemmeplejen og døjede med smerter i ryggen og forbruget af smertestillende medicin var højt. Michael led af hoftedysplasi, spinalstenose og havde mén efter en arbejdsskade i 2021. Efter knapt et år, er det hele heldigvis endt med en succesfuld omplacering takket være Aalborg Kommune, forstående kolleger og hjælp fra FOA.
Af: Inge-Marie Krøier
Opsigelse på vej
Michael kunne ikke holde til sit arbejde i hjemmeplejen, hvor han hele tiden skulle ud og ind af bilerne. Det gjorde intet godt for hans helbred, og til sidst slæbte han sig på job trods smerter. Det endte med flere sygedage og et forringet funktionsniveau. Samtidig overvejede lederen at opsige ham.
Til sidst blev han indlagt på sygehuset, hvor de fandt ud af, at han havde en forkert diagnose og fik den forkerte medicin. Dernæst fulgte en sygesamtale og nogle uger, hvor han skulle skåne ryggen for at se, om smerterne mindskedes. Michael var i en meget usikker periode og tænkte på, hvordan fremtiden mon kom til at se ud. Var der udsigt til et job, som han kunne klare? Michael var vedholdende og insisterede på at få et job i en branche, som han var glad for, og søgte derfor job i Skærmenheden.
Arbejdsprøvning i Skærmenheden
Samtidig var der overvejelser om en omplacering på ordinære vilkår, og Skærmenheden kom på tale og blev en realitet i samarbejde med leder Heidi Hedegaard og FOA Nordjyllands faglige medarbejder Henriette Skat Nedergaard. De fik en aftale i stand med Skærmenheden i Hammer Bakker, hvor Michael skulle prøves i en kortere periode. Det gik godt, og han fik lov til at fortsætte i fire måneder.
Fastansættelse på ordinære vilkår
Det gik fortsat rigtig godt, og Michael udviste stor fleksibilitet i jobbet, og har arbejdet i Skærmenheden hele sommeren. Det heldige for Michael var, at der kom flere og flere borgere, som blev tilknyttet skærmenheden, og derfor blev han 1. september 2024 sikret en fastansættelse på 30 timer. Han er rigtig glad og fortæller, at det er som at få en ekstra fødselsdagsgave.
Tak for hjælpen til alle
Han har ros til alle i forløbet – både FOA Nordjylland, Aalborg Kommune og hans kolleger, som hjalp ham med at blive sat ind i alt det tekniske. Det har været fantastisk, og samtidig beholdt han den løn og de vilkår, han havde i hjemmeplejen Nordland Vest. Alt i alt er han taknemmelig for, hvordan det er gået.
Vi skal turde være modige
Pia Brink, konsulent i hjemmeplejen i Aalborg, har været involveret i sagen som støtte for en af de nye ledere i kommunen. Hun fortæller, at de har været kreative for at skabe en ny stilling til en medarbejder med særlige behov. Michael var i arbejdsprøvning i Skærmenheden, men der var faktisk ikke en stilling til ham. Derfor fik Pia Brink hans tidligere arbejdsplads og Skærmenheden til at dele lønudgiften. Hvis de ikke havde været modige, ville fremtidsudsigterne for Michael have været dystre med en tilbagevenden til det oprindelige job i hjemmeplejen.
Pia Brinks bedste råd til andre ledere er at kende det menneske, man skal hjælpe. Det er væsentligt at forstå, hvad det enkelte menneske indeholder, og turde gå nye veje uden at lade sig begrænse. ”Som kommune har vi en forpligtelse til at gøre noget, når vores medarbejdere pådrager sig skavanker og slitage undervejs. Det er vi nødt til, især når vi har svært ved at rekruttere social- og sundhedspersonale. Derfor er det vigtigt, at lederne er kreative og passer på de ressourcer, vi har,” understreger Pia Brink.
Fastholdelse - alternativet havde været en fyring
Spørger du Michael i dag, så er det en succes – alternativet ønsker han slet ikke at tænke på. Takket være det tætte samarbejde mellem Aalborg Kommunes konsulent Pia Brink, FOA Nordjylland og hans leder Heidi Hedegaard, blev Michael fastholdt som en fagligt dygtig social- og sundhedsassistent, der kan håndtere opgaverne med at servicere borgerne via en skærm. Uden denne indsats havde han stået over for en opsigelse. Michael følte sig set og hørt i sit job, og Aalborg Kommune har fastholdt en kvalificeret medarbejder. Han fik indhold i livet på grund af det gode samarbejde mellem de mennesker, som tog sig tid til at finde ud af, hvad der skulle til for, at han kunne blive i jobbet.
Michael er lettet og glad
Michael er blomstret op og slæber sig ikke længere på job. Med forløbet i frisk erindring er der håb forude for mennesker med skavanker og smerter. I dag er Michael en lettet og glad mand, som fungerer i familien og på jobbet. Han gør alt for at finde afveksling i jobbet, og han står op og sidder ned, så det passer til de skavanker, han skal leve med resten af livet.