Kristian Gaardsøe 1. maj 2020
Kristian Gaardsøe 1. maj 2020
Foto: Inge-Marie Krøier

I har MIN dybeste respekt, sagde Gaardsøe i 1. maj-talen

I dag er der ingen duft af grillede pølser. Nul øl-sjatter på fliserne. Fanerne er blevet inden døre.

Men værst af alt er her stille. Kun i fantasien kan jeg høre de grinende børn der plejer at løbe rundt og lege. Røverhistorierne, som normalt bliver fortalt lige herovre i baggården 1. maj, her hos FOA Nordjylland. Dem må jeg blot mindes.

1. Maj…. fællesskabets dag…. er særligt FÆLLES i år, nemlig på afstand.

Men jeg synes, at der er rigtig god grund til, at fejre vores kampdag 1. maj- også selvom vi er adskilte. 

For når vi er stækket som nu, og krisen i en lang periode har fyldt vores tanker med bekymringer, så må vi i stedet læne os op ad håbet om, at noget bedre snart vil komme til os.

Og selv om der ikke er nogen mening med Corona-krisen, så kan vi godt finde noget mening i den.

Først og fremmest er det som om hele Danmark har opdaget FOA’s medlemmers værdi for samfundet.

I mange år har FOA’s medlemmer ellers ikke fået den respekt I fortjener. Politikerne har besluttet at I skulle løbe stærkere og stærkere. 35.000 velfærdsleverandører er blevet skåret ud af budgetterne på landsplan. Og er i stedet blevet erstattet af 6.000 forvaltere. I har samtidig skulle bruge mere tid på alt muligt unødvendigt papirarbejde. Og oven i det er tonen blevet skærpet over for jer, der arbejder med hænderne og hjertet.

Corona-krisen har vist hele Danmark - at når lokummet brænder - så er det Jer, der er brug for.

I har ignoreret klumpen i halsen og er gået direkte ind i orkanens øje, mange af jer har været nødsaget til, at have nær fysisk kontakt med borgere, som kunne smitte jer, eller som I kunne smitte med Covid 19.
I har holdt Danmarks hjerte bankende.

I har MIN dybeste respekt.

Mens I har knoklet med nye arbejdstider, nye opgaver og nye retningslinjer fra myndighederne fra time til time, har vi oplevet, at de der plejer at forbande Skatten langt væk og derimod hylder liberalismen og ”du er din egen lykkes smed”, henrykkes til at presse Regeringen til at udbetale enormt store summer i hjælpepakker. Milliarder som tages at de skattekroner, alle lovlydige borgere har bidraget med. 

Selvfølgelig er det godt, at de fleste private virksomheder får del af hjælpepakkerne. Vi har brug for en stærk privat sektor, og mange bidrager godt til velfærdsstaten med deres skattekroner.

Dem der gør det, har JEG respekt for.

Men jeg savner ofte, at det også går den modsatte vej.

At I, der passer og plejer deres elskede, gør rent på sygehusene, reparerer bordene i deres børns klasseværelser, passer ungerne, også ses som ligeværdige. Bliver vist respekt.  Også når krisen er slut.

I en krise kommer det bedste og værste frem i folk. Og noget af det værste er mulitimilliardærer, der har nægtet at betale husleje for deres mange forretninger. Eller lyssky eller dårligt drevne virksomheder, som spekulerer i at malke hjælpepakkernes indhold.

Griskheden er også en epidemi, som vokser i omfang og skal bekæmpes.

Jeg nævner blot lige i flæng moms-sagen,  udbytteskat-sagen og Britta Nielsen. Millioner-milliarder som samfundet går glip af.


Vi skal fordele goderne mere retfærdigt og skal snart til at forhandle OK21. Gabet mellem højt- og lavtlønnede er simpelthen blevet alt for stort. Og det bliver større og større.

Den nordjyske arbejder-digter Carl Scharnberg skrev engang:
”Når de lavtlønnede nedlægger arbejdet blir der altid foretaget indgreb med den begrundelse, at strejken rammer livsvigtige områder. Hvorfor er de der arbejder med livsvigtige områder lavtlønnede?”

Corona-epidemien er en langt større krise end en strejke er, og det forstærker blot Scharnbergs argument.


Men Coronakrisen har også vist os, at de kommende års kamp ikke kun handler om løn. Den handler også om arbejdsmiljø og sikkerhed.

Der blev ret hurtigt efter Corona-krisens begyndelse lavet en treparts-aftale som betød, at I for en periode skal være meget mere fleksible, når det kom til arbejds-STED, arbejds-OPGAVER og arbejds-TID.

Aftalen er IKKE en opfordring til, at jeres arbejdsgivere lader alle de rettigheder I har som medarbejdere forsvinde som bakterier på en hånd, der bliver sprittet af.

Fælles-erklæringen er IKKE et fripas til at arbejdsgiverne kan sende jer ind til opgaver, der ikke er værnemidler til. Jeg ønsker ikke se et eneste FOA Nordjylland-medlem blive tvunget ud i en arbejdsopgave, hvor medlemmet ikke er ordentligt sikret.

Men jeg ved godt det er jer, der skal navigere i det derude. Og nogle gange skal tage svære beslutninger under pres. Det er ikke nemt at sige nej. Hverken til lederen, eller en borger, der kalder og har brug for hjælp.

FOA’s medlemmer og alle de andre ansatte der har knoklet under krisen har lært resten af Danmark noget, som mange måske havde glemt.

Nemlig at tage ansvar for fællesskabet.

Samfundssindet skal føre an, ikke kapitalismen.

Solidariteten skal overvinde krisen.

Nu håber jeg, at fællesskabet giver noget tilbage til jer, i form af anerkendelse.


Og når vi nu ikke kan være fysisk sammen i dag, så har jeg allerede kigget i kalenderen - næste år er 1. maj en lørdag, så der burde være rig mulighed for at tage festlig revanche.

Og ved den lejlighed vil jeg gerne bidrage til fællesskabet ved at servere alle de øl I kan drikke, enten på matriklen hos FOA Nordjylland i Thisted eller FOA Nordjylland i Aalborg.

Så lover jeg, at fanerne vil vaje, pølserne vil smage bedre end nogensinde, og børnestemmerne vil emme af frihed. 

SAMMEN GØR VI FORSKELLEN


Tak for ordet og hav en rigtig god 1. maj.