Virtuelle møder – også en mulighed
Smittetallene er på sit højeste flere steder i Nordjylland, og det betyder, at FOA Nordjylland følger Forbundshusets anbefalinger - nemlig at gøre alle fysiske møder og aktiviteter til virtuelle møder resten af året, så vidt det er muligt.
Af: Inge-Marie Krøier
Det betyder også:
- At mange ansatte fortsat arbejder hjemmefra
- At vi vil holde alle møder, hvor det er muligt, virtuelt eller via telefonen
- At vi udsætter de øvrige møder
De møder, som FOA Nordjyllands politisk valgte plejer at holde i FOAs forbundshus i København, vil frem til nytår blive holdt virtuelt. Det gælder eksempelvis hovedbestyrelsesmøder, sektorbestyrelsesmøder og strategimøder om OK21.
Virtuelle møder med dig
Vi følger Forbundets linje i FOA Nordjylland og opfordrer alle til at bruge de teknologiske muligheder, som er tilgængelige. Vi hjælper gerne på vej i det omfang, det er muligt. Vi er klar til at prøve mulighederne af i samarbejde med dig og dine kolleger- også når det gælder virtuelle møder.
Vi må vænne os til den nye virkelighed
Den nye virkelighed med at sidde på afstand og samtidig holde møder må vi vænne os til, men I skal vide, at vi i FOA Nordjylland fortsat sidder klar ved telefonerne. Opfordringen lyder, at alle medlemmer gør brug af muligheden for at ringe eller holde virtuelle møder, så vi undgår en unødig smitterisiko.
”Vi vil på ingen måde være lyseslukkere, men arbejder målrettet på at gøre de virtuelle initiativer til en naturlig del af det at være medlem af FOA Nordjylland som fagforening. Langt fra alle finder det let at deltage i digitale møder, og derfor vil det selvfølgelig være frivilligt. Forhåbentlig vil virkeligheden se bedre ud efter nytår, så vi sammen med jer medlemmer kan fortsætte det vigtige faglige arbejde som venter forude – blandt andet planlagte kurser for tillidsvalgte og overenskomstforhandlinger i 2021,” understreger formand Kristian Gaardsøe.
Holder øje med smittetrykket
Vi holder hele tiden øje med smittetrykket i de kommuner, hvor medlemmerne bor og arbejder. Når situationen ser bedre ud, vil vi genoptage de aktiviteter, som samtidig overholder sundhedsmyndighedernes krav.
Har du brug for hjælp, vil du som ALTID kunne:
- Skrive sikkert via Mit FOA
- Ringe til 46 97 29 00 i normal åbningstid
- Ringe til hotline 46 97 12 50 udenfor normal åbningstid
- Holde virtuelle møder med de faglige medarbejdere i FOA Nordjylland - gerne via Skype, Teams eller Zoom
Hold dig fortsat orienteret via FOA Nordjyllands hjemmeside og via nyhedsbrevet.
Vi siger tak til alle jer som fortsat er med til at bære Danmark igennem krisen.