Anja Søe og Pia Pedersen - begge næstformænd i FOA Nordjylland
9 ud af 11 nordjyske kommuner var så overforsigtige sidste år, at de ikke brugte alle de penge på velfærd, som de faktisk kunne. Hos FOA Nordjylland vil vi gerne tilbyde kommunerne vores hjælp til at finde ud af, hvordan de kan udnytte hele sækkens indhold af penge.
Foto: Inge-Marie Krøier

Kommunaldirektører er bange for nissefars store ske

Vi nærmer os juletid, og så ved de kære børn, at ”på loftet sidder nissen”. Men selv om kommunaldirektører og lokalpolitikere i Nordjylland givetvis ikke længere tror på den slags, så er det alligevel, som om de frygter, at der sidder en farlig nissefar og truer med en stor ske, hvis de bare kommer i nærheden af loftet. Det er selvfølgelig budgetloftet, vi taler om.

Alle de nordjyske kommuner har forhandlet sig frem til en aftale med Kommunernes Landsforening om et loft for, hvor mange millioner, de må bruge på velfærd, veje og alt det andet der er i et årligt kommunalt budget.  
Eksempelvis da Jammerbugt og Thisted kommuner træder en del skridt op af stigen, og får brugt de fleste af de mange millioner de har til rådighed. Men pludselig bliver de bange, åh så bange - måske ser de finansminister Nicolai Wammen for sig i rødt kostume, som en omvendt julemand. Han står og truer med skeen og det store bødehæfte. ”Kan vi nu se at komme væk”, stammer kommunaldirektøren.   

For de er angste, kommunerne, for at bruge for mange penge. Det skyldes den omstridte budgetlov. Dén betyder blandt andet, at kommunerne får milliondyre dummebøder, hvis de bruger flere finanser, end de har fået lov til. Bruger de 10 millioner for meget, så skal de ud over dem, betale yderligere ti millioner i bøde.

Smør og risengrød
Så selvom velfærden ikke just blev strøet ud over de nordjyske borgere sidste år, som var det kanel og smør på risengrød, så sendte lille Morsø Kommune alligevel svimlende 18 millioner kroner tilbage til den omvendte julemands værksted i København. Og nej, Nicolai Wammen konverterer ikke pengene til julegaver i Nykøbing, Vils og Øster Jølby.

Faktisk var 9 ud af 11 nordjyske kommuner så overforsigtige sidste år, at de ikke brugte alle de penge på velfærd, som de faktisk kunne. I alt var der på landsplan tre milliarder ubrugte kroner, som kunne have været anvendt på flere varme hænder, nyt udstyr eller videreuddannelse til personalet etc. Men de blev ikke brugt, på grund af angsten for dummebøder.    

Dans med grænsen
For vi skal tættere på grænsen, eller endda gå lidt over den, indtil vi en dag får skrottet den ødelæggende lov. Kommunerne har rigeligt med egenkapital at give af, hvis det skulle ende med en lille bøde. Hellere det, end at levere utilstrækkelig velfærd.
Hos FOA Nordjylland vil vi gerne tilbyde kommunerne vores hjælp til at finde ud af, hvordan de kan udnytte hele sækkens indhold af penge. Det koster eksempelvis kroner, hvis en kommune uddanner 50 pædagogiske assistenter på et år. Men vi ved også, at måske 20 procent falder fra undervejs, og så ender man ikke med at bruge hele budgettet i sidste ende, og så sendes pengene måske til København grundet budgetloven.
I stedet mener vi, at der skal overnormeres. Man skriver i stedet 75 personer op til uddannelse, og så vil budgettet sikkert passe nogenlunde, når 52 elever får diplomet i sidste ende. Vi har mange andre ideer, og vi fortæller gerne om dem. Det handler om at være modig og kreativ. I skal bruge af jeres budgetter, så der knap er råd til en slikkepind, når året er omme. For borgernes skyld. 


Her kan du se tallene for merforbrug og underforbrug

Tal for: Merforbrug eller underforbrug i Nordjylland