• Læs op
• Udskriv

Kære Kollegaer
Vi står overfor starten af overenskomstforhandlingerne. Som det er nu, er vi faktisk allerede halvvejs. Vi ønsker alle som en, bedre løn og bedre arbejdsvilkår.

Dette kommer dog ikke af sig selv, og kræver derfor noget af os alle sammen.

Den økonomiske ramme er ikke fastsat endnu, hvilket gør det svært at vide hvad der egentligt er råd til. Men nu må nok snart være nok. Vi har ventet og ventet på mere i løn, og gang på gang har vi fået at vide: “ikke denne gang, næste gang” eller “der er ikke råd”.

Coronakrisen som hænger tungt over landet, har vist hele Danmark, at vi er i front. Vi passer de gamle, syge og børnene. Vi får skolerne til at køre og børnehaverne til at fungere. Ældreplejen og sygehusene er max presset, og midt i alt dette står vi. Det eneste vi har fået indtil nu er et “Tak, i er så seje” Det får man ingen rejemadder af.

Nu må vi trække i arbejdstøjet og meddelelsen er klar: MERE I LØN!

Det er nu vi skal stå sammen og vise arbejdsgiverne, om det er kommuner, regioner eller staten, at det har vi fortjent, og det mener vi alle sammen. Vi kommer kun gennem dette med sammenhold på tværs.

Vi har vist det store samfundssind. Gået på arbejde dag efter dag, men forringede vilkår grundet besparelser og pandemi. Vi er blevet flyttet rundt på afdelinger vi ikke kender. Nogen har gået med værnemidler i mange timer i træk, andre har måttet gennemføre deres arbejdsdag helt uden. Der er blevet indført adskillelse og ekstra rengøring, men alligevel er der kollegaer der er blevet smittet. Vi har gang på gang vist at vi er omstillingsparate.

Vi står til rådighed, møder på skæve tidspunkter, arbejder i helligdage, weekender, tidligt om morgenen, sent om aftenen og sågar hele natten. Arbejdsmæssig rengøring i fritiden, arbejde i weekender og på helligdage.

Vi er blevet vurderet fra de øverste politiske lag som essentielle i samfundet, men alligevel ligger lønningen lavt.

Vi ønsker en lønstigning der kan mærkes, og vi ønsker en lønstigning der er fair. Lønningerne til de med lidt skal stige mere end de som allerede har meget. Hidtil har lønstigninger altid været meldt ud i procenter. Det er fair, mener nogen. Det er fair på papiret, men i den virkelige verden betyder det at de som allerede får meget, får mere og de som allerede får lidt, får knap så meget. Pedellen på gulvet som tjener 25.000 om måneden, får betydeligt mindre ud af procentvise stigninger end lederen som tjener 50.000. Fair lønstigninger er lønstigninger i kroner.

Vi mangler i den grad nye kollegaer. Mange steder mangler hænder. Det pædagogiske område skal opnormere, Sosu-sektor har store problemer med rekruttering. Lav løn og stort pres på arbejdsmiljø har stor betydning for rekruttering. Hvis vi vil have flere kompetente kollegaer i fremtiden, må og skal der rettes op på dette. Et godt sted at starte er her, højere løn.

Vi savner alle sammen anerkendelse af vores værd. Vi får tak igen og igen, men nu vil vi have den rejemad også. Så enten overtaler vi sammen købmanden til at vi kan betale med tak. Sker det? Nej vel. Der er kun en vej, lønnen skal med.

Det er nu vi skal stå sammen, alle sammen. Det er jer, kære kollegaer, selvfølgeligt jer som er medlemmer, men særligt jer som ikke er medlemmer endnu, lad os holde sammen i fællesskabet. Giv OS jeres solidaritet. Vis i er enige med os så vi sammen, alle sammen kan vise vores krav. Vi når kun i mål ved at stå sammen, skulder ved skulder, alle sammen, med de samme krav. Hvis forhandlerne og arbejdsgiverne skal høre vores krav, er der kun en vej. Tal med ÈN stemme, og råb sammen: VI VIL HAVE MERE I LØN.

• Af: Søren Koch Dalsgaard – TR Bostedet Aars – Specialsektoren, Region Nordjylland
• Klaus Albrektsen – TR Teknisk Service - Skoleområdet, Mariagerfjord Kommune
• Lone Jørgensen - TR Dagtilbud Nordøstkysten - Aalborg Kommune
• Zita Larsen – TR Dagplejens Team 1 - Aalborg Kommune

  ---

Læs også: OK21: Ros er ikke nok