Nej til fyringer på ældreområdet – ja til bedre vilkår!
I en tid med mangel på arbejdskraft til at passe et stigende antal ældre har kommunerne fyret knap 625 social- og sundhedsansatte i de seks kommuner FOA Nordjylland repræsenterer. Det viser en opgørelse over afskedigelsessager blandt medlemmer af FOAs social- og sundhedssektor.
Af: Sektoransvarlig Jesper Hejlman Hermansen og arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig Leif Vestbjerg-Nielsen FOA Nordjylland, Østerport 2, Aalborg
Det er helt ubegribeligt, at man i en tid, hvor det er svært at rekruttere fagligt uddannet personale, fyrer. Særligt opsigtsvækkende er det, at langt størsteparten af de samlede afskedigelser, nemlig 62 procent, skyldes sygdom. Men i virkeligheden dækker sygdom i mange tilfælde over noget helt andet – nemlig dårligt arbejdsmiljø og mangel på kolleger.
Se antallet af afskedigelsessager i alle kommuner
Kære politikere i Thisted, Morsø, Jammerbugt, Vesthimmerland, Rebild og Aalborg kommuner - tag antallet af afskedigede på grund af sygdom alvorligt. Det ligner desværre en brug-og-smid-væk-kultur, som FOAs forbundsformand Mona Striib udtaler det.
Når den næste er slidt op – ja så ansætter man blot en ny til erstatning af den sidste. Nogle kommuner afskediger erfarne sygemeldte, samtidig kan der ses et stigende antal ansættelser af ufaglærte og brug af timelønnede i ældreområdet. En aldeles uholdbar løsning - både nu og i fremtiden.
Samtidig hører vi kommuner udtale, at det er svært at skaffe ansatte. Denne vanvittige udvikling må stoppe. Kommunerne må som arbejdsgivere tage ansvar for det arbejdsmiljø der gør, at et stigende antal i ældreplejen bliver afskediget.
Der er brug for flere fagligt uddannet hænder, og derfor strider det mod al sund fornuft, at så mange afskediges – netop i en tid, hvor der er mangel på social- og sundhedspersonale. I øvrigt er det også dyrt at afskedige erfarne medarbejdere – en udgift som ingen reelt får noget for – hverken kommunerne eller de ældre borgere!
Tallene for fyringerne taler deres helt klare sprog. I perioden fra 2017 til 2020 svarer afskedigelserne til 14 procent af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren. Fælles for dem er, at de har været ansat i ældreplejen ved plejecentre, plejehjem og i hjemmeplejen.
Opgørelsen viser, at der er store forskelle på kommunerne, flest fyresedler blev delt ud i Rebild Kommune, hvor hele 19 procent blev afskediget i social- og sundhedssektoren. I Jammerbugt Kommune og Morsø Kommune var antallet af afskedigelsessager 11 procent i samme sektor.
Det er tvivlsomt, at indsatsen med at fastholde de syge og slidte medarbejdere, er lige vedholdende i alle kommuner. I FOA Nordjylland går vi gerne i dialog om fastholdelse, så vi kan finde løsninger som ikke behøver at ende med en afskedigelse. Lad os samtidig tage en dialog om arbejdsmiljøet og håndteringen af eksempelvis sygefraværssager. Lad forebyggelse være at foretrække frem for brandslukning.
Der er i særdeleshed behov for investeringer i det psykisk arbejdsmiljø. Der er også behov for en forbedring af rammer og vilkår på arbejdspladserne – ja, det er faktisk helt altafgørende.
Det haster med at finde løsninger, og FOA Nordjylland ønsker ikke at være vidne til at flere lades i stikken. Stop det brug-og-smid-væk-cirkus. Der er brug for løsninger, så rekrutteringsproblemer ikke bliver uoverskuelige for både kommuner, de ansatte og borgerne.
I FOA Nordjylland vil vi gerne være med til at finde løsninger, og vi håber der er velvilje i kommunerne?
Se forskellene på kommunerne via kortet: