Foto:
Inge-Marie Krøier
Skåltaler og fremtidens kvaler
Det nemmeste i verden for en politiker er at rose de offentligt ansatte. Det er helt gratis. Og jeg skal love for at frontpersonalets indsats er blevet hyldet under finanskrisen. Akutberedskabet på plejehjem, sygehuse og i institutionerne var hele Danmarks rygsøjle, lød det igen og igen.
Af: Kristian Gaardsøe - formand i FOA Nordjylland.
Og jeg er sikker på, at det egentlig føltes godt for eksempelvis social- og sundhedspersonalet, sygeplejersken og dagplejerne i begyndelsen af Corona-krisen. For det er rart at vide, at man er værdsat af dem, som i bund og grund bestemmer ens løn og arbejdsforhold.
Men én ting er ord, noget andet er handling. Hvis Regeringen virkelig så velfærdsstyrken som en rygsøjle i Danmark, så kunne de have vist det ved de nylige overenskomstforhandlinger.
Men den pengepose som statens og kommunens forhandlere fik lov til at tage med til forhandlingsbordet af Regeringen, understøttede på ingen måde skåltalernes floromvundne retorik.
Der mangler personale
Hvis ikke frontpersonalet skulle have et stort løft i deres lønniveau nu, hvornår skulle det så være? Nogle vil argumentere for, at Danmark netop nu fattes penge. Men vi ser jo samtidig hvordan hjælpepakker til de liberale erhverv er uddelt til højre og venstre. Man kunne også finde 15-20 milliarder til minkavlerne.
Selvfølgelig skal det private erhvervsliv støttes under en pandemi, men Regeringen overser, at der er brug for en ”hjælpepakke” til de offentligt ansatte.
For hvis vi vil sikre et anstændigt serviceniveau i fremtiden, så må vi fastholde det personale, der allerede knokler for at skabe den bedste velfærd. Om 10 år vil der på landsplan mangle 40.000 blandt social- og sundhedspersonalet. Hvis vi ikke hæver lønnen betragteligt, så vil det være umuligt at tiltrække noget der minder om tilstrækkeligt personale.
Den gnieriske tilgang til vores velfærdsarbejdere er blot endnu en dråbe i et stort hav af ulighed i vores samfund. Løn-gabet bliver større og større mellem højtuddannet og lavt-uddannet.
Bristen i den danske model
Overenskomstforhandlinger er en smuk tanke, hvor arbejdsgivere og fagforeninger sammen forhandler om løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte. Men den danske model har en brist. For det er på Christiansborg det bestemmes, hvor mange penge, der bliver at forhandle om blandt parterne.
Den danske model har altså en brist. Men hvis Regeringen virkelig mener at velfærdsarbejderne er uundværlige, så burde de snart vise det med markante lønstigninger. Før det er for sent.