Vi vil så gerne, at du bliver lidt længere på arbejdsmarkedet
Tjek tallene for ansøgninger til tidlig pension – de er foruroligende høje – særligt i det område FOA Nordjylland dækker. Siden den 1. august har det været muligt at søge om tidlig pension hos Udbetaling Danmark, og ikke færre end 2.889 personer har søgt om tidlig pension i kommunerne: Morsø, Jammerbugt, Aalborg, Vesthimmerland, Thisted og Rebild.
Bragt i Nordjyske 02.12.21.
Af: Pia Pedersen, næstformand, FOA Nordjylland, Østerport 2, Aalborg.
Det kan i den grad undre, at arbejdsgiverne ikke har gjort brug af de muligheder der er for at motivere de ansatte til at blive lidt længere. Det er vigtigt at stoppe flugten blandt de mest erfarne kræfter, så der bliver fokus på fastholdelse.
I Aalborg Kommune har hele 1.449 søgt, og det er flere ansøgere end i storbyer som København, Odense og Aarhus. Derfor er det vigtigt, at der bliver sat ind, hvis det ikke skal gå galt. Udover ansøgning til tidlig pension kan ansatte også søge om at gå på efterløn.
Tallene for ansøgere til tidlig pension er skyhøje i det nordjyske område og set i forhold til alle andre kommuner indtager Morsø Kommune en klar førsteplads i Danmark i forhold til antal indbyggere. Faktisk er tre af de kommuner FOA Nordjylland dækker, placeret i top-10 og de sidste er i top-20 blandt alle 98 kommuner.
Hvis ikke arbejdsgiverne mobiliserer en indsats for at fastholde seniorerne, er der stor risiko for, at man ikke engang kan opretholde det nuværende serviceniveau i fx ældreplejen. Med for få faglærte kræfter til opgaverne, kan vi risikere, at det bliver endnu sværere at tiltrække yngre medarbejdere til velfærdsjobs.
Derfor må arbejdsgiverne se på både de nuværende arbejdsvilkår og derudover skabe nye muligheder for de ansatte som overvejer at søge om tidlig pension eller gå på efterløn.
Tidlig pension er en nødløsning og det bedste alternativ til tidlig pension er en attraktiv seniorordning. Selvom vi i FOA Nordjylland har gjort en stor indsats for at fremme senioraftaler, er der stadig et stort potentiale for at få udarbejdet aftaler med de ældste medarbejdere på arbejdspladserne.
Skal indsatsen bære frugt, er det nødvendigt, at politikerne i kommune og region afsætter midler som de lokale arbejdspladser kan gøre brug af. Eksempelvis har Aalborg Kommune afsat 2,5 million kroner til senioraftaler på ældreområdet og 0,7 million på handicapområdet.
Lige som i Fakta ønsker vi i FOA, at de ansatte bliver lidt længere - det vil være godt for den enkelte medarbejder og for arbejdspladsen. Undlader politikerne at handle, så smider de gyldne erfaringer og kompetencer på gulvet. Vær opmærksom på, at de som allerede har fået ret til tidlig pension kan gå med en måneds varsel pr. 1. januar 2022.
Hvis politikerne er i tvivl, så stiller FOA Nordjylland gerne faglig ekspertise til rådighed i forhold til at skabe attraktive seniorordninger.