Er sundhed også afgørende, når du stemmer?
Inden længe er det demokratiets festdag - der er folketingsvalg den 1. november 2022. I den anledning har vi spurgt et par medlemmer, hvad der er afgørende for, hvor de sætter deres kryds. Mange danskere vægter sundhed, miljø, økonomi og psykiatri højt, når de skal stemme. Det matcher fint med de to kvinder, FOA Nordjylland har spurgt.
De melder begge ud, at de vil stemme på et parti, som sætter sundhed i fokus.
Af: Inge-Marie Krøier
Jackie: Bedre løn- og arbejdsvilkår
Social- og sundhedsassistent Jackie Larsen fortæller, at hun selvfølgelig vil stemme. ”Det er en pligt, vi har og jeg sætter krydset hos et parti, som gør noget for børn, ældre og syge,” fortæller hun med sikker stemme. Derudover mener Jackie, det er væsentligt, at politikerne gør social- og sundhedsfagene mere attraktive, så arbejdspladserne kan tiltrække flere faglærte.
Der er hårdt brug for nye faglærte kolleger, og Jackie mener, at bedre løn- og arbejdsvilkår kan medvirkende til, at flere søger ind i faget. Hun mener også, at der er behov for at tale positivt om social- og sundhedsområdet - det gælder også politikerne.
Jackie har fulgt med i flere politiske debatter i både radio og tv, og hun har desuden taget kandidattest, så hun er klar til valgdagen.
Trine: Fokus på ældreplejen
Social- og sundhedsassistentelev Trine Jørgensen Jensen er en af de mange som til det kommende valg forventes at skifte politisk parti, når hun skal stemme.
Trine vil sætte krydset ved et parti, som særligt har fokus på ældreplejen. ”Det er vigtigt for mig, at det ikke altid er i ældreplejen, politikerne skal spare. Jeg kommer til at sætte kryds der, hvor der bliver gjort noget for børn, unge og syge – og så flytter jeg helt sikkert parti,” understreger Trine.
Hun fortæller, at hun elsker sit fag og arbejdet med mennesker, og Trine fremhæver, at det har været godt at arbejde i Morsø Kommune
Forud for uddannelsen har Trine blandt andet været ramt af stress og derfor er det vigtigt for hende at passe på sig selv. Derfor tager hun ikke ekstra arbejde, men forsøger i stedet at holde fuldt fokus på uddannelsen.