Kristian Gaardsøe

Foto: Inge-Marie Krøier

Flere ældre kræver flere sundhedsansatte NU!

Tidlig pension og efterløn er blevet nødvendige ordninger for flere i social- og sundhedssektoren, men i FOA vil vi hellere opfordre arbejdsgiverne til at se på vilkårene for arbejdet.

Bedre arbejdsvilkår kan både betyde, at alle kan holde til at arbejde i faget hele livet, og at flere får lyst til at arbejde på området.

Arbejdskraftmanglen på social- og sundhedsområdet er meget alvorlig. Der kommer flere ældre borgere i hele landet og samtidig skal mange social- og sundhedsansatte snart pensioneres. Årligt vil der være 16.000 flere ældre over 80 år frem mod 2030 og samtidig stiger alderen blandt de social- og sundhedsan-satte – alene i Thisted Kommune er 19 procent af social- og sundhedspersonalet på ældreområdet 60 år eller ældre. 

Desværre er de fleste arbejdsgivere alt for sent vågnet til dåd. Og trods fine indsatser for at fastholde og rekruttere, så er spørgsmålet om de ekstraordinære indsatser kan sikre den nuværende velfærd? Hos os tænker vi, at der også er et stort behov for at sætte ind med handling, når det gælder arbejdsvilkår, hvis man vil fastholde den nuværende arbejdsstyrke.

Rekrutteringsudfordringen, der følger af et stigende antal ældre, forøges af, at mange kommunalt ansatte går på pension i de kommende år. Op imod en tredjedel af de nuværende ansatte skal erstattes frem mod 2030.

Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for de social- og sundhedsansatte er 64,7 år, og de 60+ årige forventes derfor at gå på pension indenfor de næste 5 år. Det kan derfor give rigtig god mening at arbejde med seniorpolitiske indsatser for at fastholde ældre medarbejdere længst muligt i et langt og godt seniorarbejdsliv.

Udover mange ansatte på vej på pension, så er der mange social- og sundhedsansatte med et svigtende helbred. Det gør, at mange ser sig nødsaget til at vælge tidlig pension og efterløn. Derfor er der tungtvejende argumenter for at arbejdsgiverne får udarbejdet attraktive seniorordninger, der sikrer at fagligt dygtige medarbejdere bliver længere. Det ser sløjt ud i dag - i eksempelvis Region Nordjylland er der kun indgået 10 senioraftaler i 2020 og 2021.

Arbejdsgiverne skal sikre attraktive arbejdsvilkår
At gå på tidlig pension og efterløn er blevet nødvendige ordninger for flere i social- og sundhedssektoren, men i FOA vil vi hellere opfordre arbejdsgiverne til at se på vilkårene for arbejdet. Inden senkarrieren er det vigtigt, at arbejdsgiveren gør arbejdsvilkårene så attraktive, at alle kan holde til at arbejde i faget hele livet.

Derfor er det i både medarbejdernes og arbejdspladsens interesse at holde sygefraværet lavt. Og det kan også være væsentligt at vide, når man rekrutterer nye til faget. Men desværre har social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter det højeste gennemsnitlige sygefravær af alle kommunale personalegrupper. Den væsentligste grund er at deres opgaveområde adskiller sig fra andre på blandt andet arbejdsfunktioner. Det gennemsnitlige sygefravær for social- og sundhedspersonalet på ældreområdet på tværs af kommunerne er 17,7 dage pr. fuldtidsmedarbejder. Der er et stort spænd fra kommune til kommune, og det kan indikere, at der er et potentiale for at bringe sygefraværet ned. I den kommune med mest fravær er de syge 27,7 dage om året, og den kommune med lavest fravær ligger på 12,7 dag.

Lad os sikre at vilkårene bliver så gode, så vi kan nedbringe sygefraværet og undgå at de social og sundhedsansatte er tvunget til at gå på efterløn og tidlig pension, fordi kroppen er slidt ned.

Vi har som samfund en fælles opgave – nemlig at sikre gode arbejdsvilkår for de kommende generationer. Sammen skal vi sikre, at der er hænder nok til at klare de arbejdsopgaver, der skal til, når der bliver flere ældre de kommende år.


 Bragt i Arbejderen 28. marts 2022