Pia Pedersen, Næstformand i FOA Nordjylland

Foto: Inge-Marie Krøier

Ja, der er fortsat brug for tidlig pension

Knap 11.000 borgere, som i mange år har slidt og slæbt på arbejdsmarkedet, fik 1. januar 2022 mulighed for at gå på tidlig pension i Danmark. Og i de kommuner som FOA Nordjylland repræsenterer, har mange søgt og fået tildelt tidlig pension.

Nye tal (31.0322) for tildeling af tidlig pension viser, at Morsø Kommunes borgere topper listen over ansatte, der har søgt og fået tildelt tidlig pension. Andelen i kommunen er på hele 16,3% procent af de søgeberettigede borgere. Til sammenligning ligger Gentofte i bunden med 2,3%. Jammerbugt Kommune ligger på en 12. plads med en andel på 12,4% - herefter kommer Aalborg med 12,1%, Vesthimmerland med 11,2%, Rebild med 10,9% og Thisted med 10,6% tildelt tidlig pension placerer sig på en 24. plads af alle 98 kommuner. 

Tidlig pension – et nødvendigt onde
Tallene taler et alt for tydelige sprog – der er behov for en ordning som tidlig pension. Borgerne søger den, så de kan nyde deres pensionisttilværelse, inden de er slidt helt ned. 

”I flere omgange er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard blevet kritiseret for aftalen, men vi kan kun bakke op om aftalen, den er retfærdig og desværre uundværlig,” understreger næstformand Pia Pedersen i FOA Nordjylland. 

En ydelse ingen bliver ”fede” af
Ingen af FOAs medlemmer bliver ”fede” af ordningen, da der er tale om en ydelse på omkring 13.500 kr. før skat om måneden. FOAs medlemmer søger, fordi de er slidt ned – ikke for at få ydelsen, og det fortæller os, at ordningen desværre er kommet for at blive. Dertil kommer, at det ikke er alle som kan få tilkendt tidlig pension. Du skal fx præstere en høj anciennitet på arbejdsmarked og samtidig kunne bevise det. 

Andre udveje
Hvis du har indbetalt til efterlønsordningen, så er det også en mulighed – og her skal du tale med a-kassen. Du kan også have mulighed for seniorpension, og her skal du kontakte FOAs faglige afdeling.
 

De ordninger gælder kun for dig som er hårdt mærket af arbejdslivet, og hvor der ikke synes at være andre udveje. Der er tale om ordninger, som ingen af os i virkeligheden ønsker. De er et resultat af dårlige arbejdsvilkår som har betydet, at du har fået så mange fysiske og psykiske knubs, at du ikke længere kan fungere på arbejdsmarkedet. 

Gode arbejdsvilkår og senioraftaler
Skal vi undgå at fremtidens medarbejdere tvinges til at søge om tidlig pension, så skal vi sikre, at arbejdsvilkårene bliver så gode, at tidlig pension bliver overflødig.

En anden vej er at fortsætte de gode takter, hvor fagforeninger og arbejdsgivere bliver enige om attraktive lokale senioraftaler. I FOA Nordjylland har vi fx et fortræffeligt samarbejde med Aalborg Kommune. Lad det fortsætte, så seniorordningerne gør, at flere takker ja til at blive lidt flere år.