Løntræf – FOA vil sikre rigtig løn, korrekt løn og retfærdig løn
100 af FOA Nordjyllands tillidsrepræsentanter har netop været til løntræf i Fredericia sammen med omkring 1200 tillidsrepræsentanter fra hele landet.
Her har de arbejdet med, hvordan FOA kan arbejde for højere løn og mere lighed, når det gælder løn.
Af: Inge-Marie Krøier
På selve løntræffet har de blandt andet talt om, hvad FOAs tillidsrepræsentanter kan gøre, så der er opbakning, når FOA vil kræve en mere retfærdig løn.
Løn- og lighedskampagne
Tidligere på året startede FOA på landsplan en løn- og lighedskampagne, som vil køre helt frem til OK24. Og på træffet er tillidsrepræsentanterne blevet opfordret til at tilskynde, at kampagnens budskaber bliver mere kendte. Undervejs har de blandt andet hørt forskere fortælle om hvilke samfundskonsekvenser det har, når der er tale om ulighed på lønområdet. Tanken er, at de tillidsvalgte arbejder videre med, hvordan de som en del af FOAs fællesskab kan være med til at ændre historien og skabe et mere lige samfund – også lønmæssigt.
Tjek af lønsedler - er desværre nødvendig
På samme tid har løntræffet også handlet om tillidsrepræsentantens helt nære opgaver – blandt andet når det gælder lokale lønforhandlinger og løntjek. Hvad er det som kollegerne særligt skal være opmærksomme på, når de kigger på lønsedlen?
Gennemgå din lønseddel
”I FOA Nordjylland vil vi på det kraftigste opfordre arbejdsgiverne til at følge den overenskomst der er indgået, så vi og tillidsrepræsentanterne ikke skal bruge unødig tid på at tjekke lønsedler og stille krav om efterbetaling”, udtaler faglig sekretær, Pia Mehlbye.
Der har også været fokus på, hvordan man eksempelvis kan bruge løntjek som et godt tilbud man giver til kolleger, der er har et FOA-medlemskab. Endelig har der også været talt om, hvordan man får mere ud af de lokale lønforhandlinger?
Løn i kroner - ikke procent
”For os i FOA Nordjylland handler det selvfølgelig om mere i løn, men samtidig handler det også om, at vi taler om at alle får det samme kronebeløb og ikke samme procentstigning – det vil nemlig sikre - at ligheden vokser”, udtaler Kristian Gaardsøe.
Frem mod 2024 vil FOA fortsat arbejde for at sikre rigtig løn, korrekt løn og retfærdig løn.