• Læs op
• Udskriv

Det var muligt, fordi jeg har prioriteret at bruge tid på at opbygge relationen til ham, og jeg kunne se smilet i hans øjne, selvom han ikke var den samme længere. Men det gav mig en dyb følelse af at have gjort en forskel for ham.

Selvom det ”bare” er mit arbejde, betyder det uendeligt meget, at jeg kunne mærke, at han værdsatte min hjælp og min omsorg. Og følelsen af at være værdifuld blev kun endnu større, da familien efterfølgende takkede mig og udtrykte, at det var mig, der har båret dem igennem det forløb, der – grundet den gamle mands svækkelse – havde været særdeles hårdt for dem.

Jeg skriver ikke dette for at pudse min egen glorie. Jeg skriver det, fordi jeg gerne vil understrege, at taknemmelighed som den, jeg oplevede, giver vinger og arbejdsglæde. Og hånden på hjertet: Jeg kan ikke finde noget, der er mere meningsfuldt at bruge sit arbejdsliv på end at være social- og sundhedsassistent.

For mig er det slet og ret umuligt at lade være med at have hele mit hjerte og min sjæl med, når alt hvad jeg gør i arbejdstiden, har betydning for andre mennesker. Og jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis ikke jeg ydede mit absolut bedste.

Men i længden er taknemmelighed utilstrækkeligt som brændstof, når situationen er, som den er på mit område. Og netop fordi jeg ER mit fag med liv og sjæl, så slider det, når tidspres, for mange opgaver og for få kolleger gør det sværere og sværere at udføre mit arbejde “godt nok”.

Det betyder at jeg og mange af mine kolleger oftere og oftere er der lidt længere efter arbejde, kommer lidt før eller lige tjekker dagsplan, opgaver og mails i fritiden uden at få løn for det, ene og alene fordi vi brænder for vores fag og ved at det vi ikke når, det overblik vi ikke har tid til at skabe os, det ender med at gå ud over de mennesker vi arbejder for at beskytte og hjælpe.

Plejehjemmet, der er min arbejdsplads, er et rigtig godt sted – både for ansatte, beboere og pårørende. Men vi har et problem – et stort problem: Jeg mangler kolleger!

I min afdeling er vi to faste social- og sundhedsassistenter, der deler ansvaret for 12 beboere. Men vi er der sjældent samtidig. I stedet samarbejder jeg med 1-2 elever eller en social- og sundhedshjælper. Det betyder at jeg i praksis er eneansvarlig for at have overblikket over alle 12 beboere, når jeg har vagt. For rigtig mange af de opgaver, der følger med ansvaret, fx. lægekontakt og medicindosering, kan jeg ikke uddelegere til de kolleger.

Går jeg med elever så er min opgave også at supervisere og give dem plads til at lære opgaverne at kende og tid til at reflektere over arbejdet. Og det er både vigtigt og nødvendigt, at vi får uddannet flere social- og sundhedsassistenter og gerne så mange som muligt. Og det er absolut også udviklende for mig, der har 12 år på bagen, når elevernes spørgsmål tvinger mig til at reflektere over min praksis og hvordan det “plejer at være”. Men det tager naturligvis tid. Tid fra de 117 andre ting, jeg også skal nå.

Og så er der dokumentationen… Det er bestemt ikke fordi, at dokumentation er overflødig, men vores system, er for langsomt og slet ikke intuitivt nok. Når systemet ikke svarer i adskillige sekunder, så tager jeg mig selv i at stå og trippe og gennemtænke de mange måder, jeg kunne bruge tiden på, mens jeg mister modet og mærker stressniveauet stige.

Når tids- og arbejdspresset bliver så stort, som jeg mærker det i øjeblikket, så går det ud over fagligheden, og det er her, den knækker for mig. Jeg er fagligt stolt. Jeg lægger mit liv, min sjæl og mit hjerte i at drage omsorg for mine beboere. Derfor piner det mig, når jeg ikke bliver tildelt vilkårene for at udleve min faglighed og for at kunne bringe livsglæde ind i de ældres liv.

Men det handler om vilkårene og ikke om faget. For mit fag er fantastisk, og det hverken skal eller bør tales ned. Vilkårene halter derimod, og nu og her er manglen på hænder desværre et vilkår, som jeg føler mig nødsaget til at råbe op om.

Jeg har ikke svaret på, hvordan vi får flere til at uddanne sig til social- og sundhedsassistent i fremtiden. Nogle mener at højere løn er løsningen, jeg ved det ikke. Jeg kan bare mærke, at presset på os der er i faget, har vokset sig for stort. Vi er simpelthen nødt til at få nogle flere kolleger.