Tidligere besparelser har allerede haft store konsekvenser for de mest udsatte, men med nye spareplaner bliver det svært at kalde det et reelt tilbud.
Foto:
Inge-Marie Krøier
Forringelser nej tak – ja til værdig hjælp til de mest udsatte!
Tidligere besparelser har allerede haft store konsekvenser for de mest udsatte, men med nye spareplaner bliver det svært at kalde det et reelt tilbud.
Fra politisk side er der lagt op til, at der skal spares 32,5 millioner kroner på Voksenområdet, Job og Velfærd i Aalborg Kommune. Det vil resultere i en reduktion af 72,5 fuldtidsstillinger på et område, der i forvejen er ekstremt presset på økonomi og ressourcer. De nye besparelser kommer oveni fyringsrunder på området, hvor man, for at holde budgetterne, har set sig nødsaget til at afskedige.
Af: Kim Abel Jensen, fællestillidsrepræsentant i FOA, Job og velfærd, Voksen Social, Tinghusgade 5, Nørresundby.
De nye økonomiske rammer vil udelukke aktiviteter med de borgere, som er tilknyttet Job og Velfærd, da det vil blive en tidsmæssig umulighed for de ansatte. Det øger presset på arbejdsmiljø, trivsel og faglighed - en faglighed som ellers er altafgørende for at skabe en værdig og nærværende støtte til de mest udsatte.
Er det virkelig den verden, vi vil tilbyde de mest komplekse og udfordrede borgere, vi har i Aalborg Kommune?
Endnu engang står svært udfordrede borgere for skud, når der skal spares – vi taler om mennesker, som er meget afhængige af pædagogisk og sundhedsfaglig guidning.
Vi, der er ansatte på området ved, at borgerne har et stort behov for stabilitet og nærvær - at stort set alle kan have udadreagerende adfærd og nogle er også selvskadende. Den adfærd eskalerer desværre, når stabiliteten, omsorgen, hjælpen og den pædagogiske guidning udebliver. Borgerne reagerer prompte, når de ikke får den tilstrækkelige opmærksomhed, bliver ladt alene, strukturen skrider eller de møder vikarer i stedet for det vante personale.
Mangel på ressourcer øger borgernes utryghed – det skaber kraftige reaktioner hos den enkelte. Nogle skriger højt, andre bliver udadreagerende eller selvskadende.
Der er i forvejen skåret i ressourcerne, så de borgere, der er bevilget en-til-en støtte, ikke længere får den nødvendige hjælp.
Det giver en følelse af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed blandt medarbejderne, da de ikke længere kan give borgerne den hjælp, de har behov for. Det føles ganske enkelt som omsorgssvigt.
Hvis spareplanerne gennemføres, vil borgerne opleve markante forringelser, som vil udfordre deres handicap. Det vil bevirke en større arbejdsbyrde for de ansatte, da der vil komme flere konfliktfyldte episoder, hvor der slet ikke vil være tilstrækkeligt med personale. Allerede i dag oplever de ansatte, at de ofte er nødsaget til at skifte både eget og borgernes tøj samt gøre ekstra rent – i nogle tilfælde op til seks gange på en formiddag.
Når borgerne ikke får den nødvendige hjælp og omsorg, så reagerer de typisk voldsomt – fx ved at hamre hovedet ind i væggen eller at råbe. De kan blive udadreagerende ved fx at spytte, kradse, nive eller komme med slag eller spark. Eksempelvis er en ansat blevet bidt så hårdt, at borgerens tandsæt har givet et tydelig aftryk i armen og en anden har fået bøjede ribben som følge af et overfald. Trods den udadreagerende adfærd skal de ansatte fortsat være tæt på borgerne.
De situationer er ekstremt hårde for de ansatte – både fysisk og mentalt. Det belaster de ansattes helbred og flere fortæller, at de også er ekstremt påvirkede af arbejdet – selv når de har fri. Flere får søvnproblemer eller "tømmermandslignende" reaktioner som følge af det daglige arbejdspres, de oplever. De mangler overskud og takker nej til sociale arrangementer med familien, fordi de har behov for ro.
Det er uværdigt, at vi ikke har råd til at yde en værdig hjælp. Ganske enkelt uansvarlig ledelse at lade de ansatte i stikken.