• Læs op
• Udskriv

De mener, at frivillige kan være et godt supplement til personalet, og at de kan bidrage med social støtte, praktisk hjælp og omsorg til borgerne. Det er en farlig illusion. Frivillige er ikke løsningen på velfærdskrisen. De er et plaster på et åbent sår.

Velfærden står over for en række alvorlige udfordringer. Befolkningen har høje krav til kvalitet og service, men der er ikke tilstrækkelig med personale til at opfylde dem. Befolkningen bliver ældre, og der bliver flere syge, hvilket øger presset på de faglige ressourcer. Det er med til at skabe en velfærdskrise, hvor velfærden risikerer at blive (mere) forrået og ulige. Hvordan kan vi vende skuden?

Alle politikere siger, at fagligheden skal være i orden, men samtidig ser vi, at mange kommuner forsøger at løse udfordringen ved at inddrage frivillige. De gør det i den gode sags tjeneste og forudser, at de frivillige kan bidrage med et smil, en hjælpende hånd og enkelte kerneopgaver.

Men er det overhovedet en god idé at overlade opgaver til frivillige? Er det etisk forsvarligt at udnytte frivilliges arbejdskraft uden at betale dem? Er det fagligt forsvarligt at lade frivillige udføre opgaver, som kræver faglige kompetencer? Er det retfærdigt at lade frivillighedens tilfældighed afgøre, hvem der får hjælp? Og kan brugen af frivillige betyde, at nedslidt faglært personale køres ud på et sidespor, når lette opgaver overgår til frivillige?

De spørgsmål rejser en kritisk debat om brugen af frivillige. De spørgsmål kræver klare svar fra politikerne.

Nej, i FOA mener vi ikke altid, at det er en god idé at inddrage frivillige! Når det er sagt, er det vigtigt at pointere, at vi ikke er imod frivillige – de må bare aldrig overtage det ordinære visiterede arbejde. De må aldrig træde i de faglærtes sko.

Det er vigtigt, at vi følger den politik, som FOA udviklede tilbage i 2015, som bygger på, at de frivillige skal være et supplement til de ansatte, og at de ansatte skal varetage alle de faglige og lovbestemte opgaver. Spillereglerne mellem frivillige og ansatte skal følges. Det sikrer, at de frivillige kender og respekterer deres rolle, og de ikke overtager kerneopgaver fra de ansatte. Derfor er det vigtigt, at alle politisk valgte i by- og regionsråd diskuterer problemstillingen med FOA og de enkelte medarbejdere. Vi er klar til at tage dialogen om brugen af frivillige - en åben og ærlig dialog om frivillighedens grænser og muligheder.

Er det politikernes forestilling, at de frivillige skal redde velfærdskrisen. Overvej om frivillighed er en bæredygtig og langsigtet løsning eller om det blot er en nødløsning, der dækker over de reelle udfordringer.

På det seneste har flere arbejdspladser været vidne til forråelse. Det er en forråelse, som ingen skal acceptere, men på den anden side kan det ikke overraske med de vilkår, personalet bliver budt. Sjusk og forråelse er en konsekvens af det øgede arbejdspres, hvor medarbejdere forsøger at kompensere for de kolleger, de mangler.

I FOA mener vi, det er vigtigt at se på, at der er plads til frivillige, men samtidig skal vi finde den rette balance mellem faglighed og frivillighed, og hvilke konsekvenser det har for patienternes sikkerhed, de frivilliges trivsel og personalets arbejdsvilkår.

Det er en ond spiral, hvis regionernes og kommunernes besparelser øger efterspørgslen på ufaglært og frivillig arbejdskraft. Frivillige skal ikke løse velfærdskrisen. Det er muligt, at frivillige kan lette arbejdspresset midlertidigt?

Men i stedet for at kaste frivillige ind i kampen, mener vi i FOA, der skal satses på at ruste det faglærte personale, som er de eneste, der har fagligheden.