Kan et æble om dagen holde patienten fra døren?
Fagforeningerne protesterer, når Region Nordjylland vedtager budget 2024.
Besparelser på 280 mio. kr. i år og yderligere 55 mio. kr. i 2024 får voldsomme konsekvenser for borgere, patienter og personale.
[Pressemeddelelse som er sendt i forbindelse med vedtagelse af budgettet i Regionen]
Af: Fagforeningerne i Region Nordjylland
Besparelser på 280 mio. kr. i år og yderligere 55 mio. kr. i 2024 får voldsomme konsekvenser for borgere, patienter og personale.
Det kan ikke undgå at betyde længere ventelister, dårligere arbejdsmiljø, lavere patientsikkerhed, og fortsat slid på et i forvejen nedslidt personale.
Der er allerede indført stop for vikarer og for de fleste ansættelser, selv om der mangler personale mange steder. Nu skal der ovenikøbet fyres og skæres ned, selv om antallet af patienter stadig er rekordhøjt. Region Nordjylland havde i første halvår af i år 6% flere patienter end i 2022, men regeringen har kun givet penge til 3% flere. Der er reelt kun en løsning: At aflyse nogle patienter.
Der er i forvejen lange ventelister, men nu skal patienterne vente endnu længere. Udelukkende, fordi regeringen ikke sender penge nok til at betale for det store ekstraarbejde, personalet har udført.
Blandt besparelserne er:
- Indsatsen for at forbedre arbejdsmiljøet, kaldet iTop, fjernes. Den skulle ellers sikre fastholdelse og rekruttering
- Der spares på ambulancer og den øvrige præhospitale indsats. Vi forstår ikke, at det kan gøres uden længere responstid og risiko for at miste endnu mere personale
- Forskning og uddannelse, der ellers skal sikre fremtidens sundhedsvæsen og skabe spændende stillinger, der kan tiltrække personale
- Nedlæggelse af stillingerne som brobyggersygeplejersker, der især kommer de svageste patienter til gode og er med til at forhindre genindlæggelser
- Store besparelser på administrationen, der vil medføre ringere service overfor borgere og patienter og betyde, at frontpersonalet får endnu mindre tid til deres kerneopgaver
- En ny profil- og funktionsplan, der kan betyde nedlæggelse af funktioner og afdelinger og flytning af andre
Vi erkender, at Region Nordjylland står i en vanskelig situation, når antallet af patienter stiger, uden pengene følger med fra Regeringen. Men måske tror politikerne på Christiansborg, at et æble om dagen kan holde patienterne fra døren?
Derfor har vi æbler med, når Regionsrådet vedtager budget 2024.