Som en del af grundforløbet for tillidsrepræsentanter har Trine Ehlers og Nikolaj Husted været med til at organisere ikke færre end 49 nye FOA-kolleger.
Billedtekst: Som en del af grundforløbet for tillidsrepræsentanter har Trine Ehlers og Nikolaj Husted været med til at organisere ikke færre end 49 nye FOA-kolleger. På kurset deltog også tillidsrepræsentanter fra de øvrige FOA-afdelinger i det nordjyske.
Foto: Inge-Marie Krøier

Opfordring: Fortæl om de faglige sejre!

Trine, Nikolaj og co. organiserede 49 nye FOA-kolleger.

Et hold tillidsrepræsentanter (TR) på grundkursus har netop organiseret 49 nye FOA-medlemmer. Ifølge dem selv er det sket, fordi de fokuserede på opgaven. Dagligdagen er fyldt med mange andre TR-opgaver og det betyder, at de nedprioriterer hvervet med at få alle med i FOA-fællesskabet.

De bekræfter, at det er meget vigtigt at stå sammen i FOA. Det ville være fatalt, hvis andre pludselig kunne bestemme over de fælles overenskomster. Falder andelen af organiserede medlemmer betragteligt, er skrækscenariet, at de og alle andre medlemmer ikke længere kan være ’herre i eget hus’.

 

Fokus på organisering

Fire ud af fem på det danske arbejdsmarked er dækket af en overenskomst. Problemet er bare, at det blot er halvdelen af de overenskomstdækkede lønmodtagere, som står i en fagforening. Heldigvis har FOA Nordjylland mange tillidsvalgte, som fokuserer på opgaven med at organisere. Det gælder bl.a. Trine, som er social- og sundhedsassistent, og Nikolaj der er ambulanceredder.
Nikolaj har til dato fået 35 ambulancereddere med i FOA-fællesskabet og Trine en enkelt. Hun fortæller, at det ikke var verdens letteste opgave, da medlemmet havde været utilfreds med FOA. Derfor var der brug for en ekstra indsats for at overbevise hende om værdien af medlemskab. Med det ene medlem er alle Trines kolleger i sterilcentralen organiseret i FOA Nordjylland.

 

Sammenhold giver ro

Begge fornemmer de en større ro som TR, når de ved, at kollegerne er organiseret i FOA. ”Vi har et fagligt sammenhold i FOA, og mine kolleger er godt klar over, der snart er overenskomstforhandlinger. De ved også, det er ekstra vigtigt, vi står sammen om OK24,” anfører Nikolaj Husted.

Han fortæller, at ambulanceredderne er i den situation, at de har stået et andet sted i mange år. Det gør det svært, da man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Derfor har FOA Nordjylland skulle bevise sit værd ved forhandlingerne om løn.


Husk at spørge din kollega

Der findes ingen lette løsninger, når kollegerne skal organiseres. Deres bedste bud er at spørge kollegerne, om de har truffet et valg, at tale om hvad FOA gør og at hjælpe dem med at blive meldt ind. ”Medlemskab af en fagforening er ikke anderledes end i fodboldklubben. Du kan ikke spille med, hvis du ikke er medlem,” understreger Nikolaj Husted. Han fortsætter: ”Nogle gange kan humor hjælpe på vej, men andre gange er jeg meget direkte og spørger blot: Har du fået truffet dit valg og skal jeg hjælpe dig?” Det handler også om at fastholde de kolleger, som allerede er medlem. Lytte til hvad de har brug for og fortælle om de faglige kampe, som udspiller sig på sidelinjen.

De fortæller begge, at den yngre generation indimellem har brug for flere argumenter, da de ikke altid kender til vilkårene. Heldigvis har grunduddannelsen givet dem flere gode værktøjer og argumenter. Hvad er det, de som tillidsrepræsentanter kan tilbyde og hvad kan det faglige fællesskab?

 

FOA har bevist sit værd

Blandt redderne har de haft mange faglige kampe, og Nikolaj indrømmer, at FOA Nordjylland har skulle bevise sit værd. Han understreger, at FOA Nordjylland har bevist sit værd med de aftaler, der er forhandlet hjem. Takket være høj organisering er der skabt gode aftaler for ambulanceredderne. ”Det taler vi om på stationen, og det er væsentligt at fortsætte med. Heldigvis kan jeg høre, mine kolleger også snakker fagligt, når jeg ikke er der,” siger Nikolaj han med et smil.

 

Fortæl om sejrene

En TR skal organisere året rundt, da mange skifter job. Det kræver, at FOA Nordjylland tilpasser sig til de mange, som kommer og går. Skulle Nikolai savne noget hos FOA Nordjylland, så handler det om at fejre sejrene. ”Vi skal fortælle, at vi er pissegode til det, vi laver. Lad os synliggøre de resultater vi skaber - stil jer frem og sig det højt. Vid, at de yngre generationer er langt mere fokuserede på resultater,” understreger Nikolai Husted.
Endelig mener han, at der skal fokus på kontingent for elever. Med det beløb vi forlanger i dag, kræver det ifølge ambulanceredderen gode overtalelsesevner at få elever med i fællesskabet. I øvrigt mener han, at fastholdelse kræver, at FOA som fagforbund leverer varen, når det gælder overenskomstforhandlinger. ”Jeg er helt enig – de største udfordringer vi har i sterilcentralen – det er klart lønnen, siger Trine med overbevisning. I sterilcentralen repræsenterer hun både social- og sundhedsassistenter og portører.

 

Billige billetter til Fårup Sommerland og pluskort.dk er sekundært, når de organiserer kollegerne. De ved, at det er en del af FOA-pakken, men de bruger det sjældent som argument, når de fortæller om FOAs fortræffeligheder. Trine og Nikolaj mener, det er vigtigere at fortælle om de opnåede resultater og om FOA-fællesskabet.

 

"Vi har hænderne oppe, når tillidsrepræsentanterne gør et godt stykke arbejde med at organisere kollegerne. Jeg er helt enig - vi skal blive bedre til at fortælle om det at være organiseret i en overenskomstbærende fagforening," udtaler næstformand Pia Pedersen. 

Har du brug for gode råd i forbindelse med organisering af dine kolleger, så kontakt os i FOA Nordjylland.

 

Tillidsrepræsentanter organiserede 49 nye FOA-kolleger.  

Tillidsrepræsentanter organiserede 49 nye FOA-kolleger ud af 124 mulige, så der er stadig et stykke til fuld organisering.