Mandags Nyt uge 22
EU valget er vel overstået og vi må videre...
Af: Lene Lindberg
Så blev EU-valget vel overstået sammen med Patentdomstolen, som vi samtidig skulle tage stilling til.
Resultatet af valget til Patentdomstolen blev et klart og tydelig ja. Det siger de fleste eksperter er godt for arbejdspladserne i Danmark, og det vil de fleste vel være glade for, tænker vi.
Dansk Folkeparti stormer frem, tillykke med det. Det må betyde, at især Venstre og Socialdemokratiet må forholde sig til og spørge sig selv, om det de siger, er rigtigt.
En ting er sikkert - danskerne værner om sine arbejdspladser og her har Dansk Folkeparti talt meget om at bekæmpe social dumping. Det har de andre partier også, men de er ikke blevet hørt i samme grad.
Det spiller også ind, at Dansk Folkeparti klart og tydeligt har meddelt, at de vil bekæmpe, at andre mennesker kommer til vores land og skal have del i vores velfærd, for det skræmmer mange.
Nå, men nok om det. EU er Danmark trods alt stadig med i og det bliver spændende at følge med i, hvad de næste fire år byder på.
I FOA er vi, som I sikkert ved, i gang med forberedelserne til OK 15, og det tager rigtigt fart efter sommer, så vi håber, at I allerede nu drøfter hvilke emner I ønsker at få med, ude på jeres arbejdspladser.
I denne uge har vi også en helligdag, så FOA og KL har lavet en video, som I kan se på vores hjemmeside. Her får I svar på spørgsmål, om hvad I har ret til. Vi håber, at I alle vil have gavn af denne lille film. Vejledning og to film om søgnehelligdage.
I må alle have en dejlig uge i denne tidlige sommertid.
På vegne af
FOA Nordsjælland
Lene Lindberg
Afdelingsformand
Mobil 24 21 56 72