Mandags Nyt uge 25

Politisk ledelse i FOA Nordsjælland er netop vendt hjem fra Folkemødet på Bornholm.

Der har igen i år været mange faglige spændende arrangementer. I alt blev der afviklet 2400 arrangementer, så der er nok af emner at engagere sig i. Med så mange arrangementer, er det svært at nå alt det vi gerne vil høre mere om eller deltage i, så vi har måttet prioritere i emnerne.

Under Folkemødet er der en helt bestemt stemning, og det oser af nye ideer i næsten alle de stande, man kommer forbi. Selvfølgelig drages vi hver især af de emner der optager os i det daglige, men det giver også ny inspiration at høre om tiltag indenfor andre fagområder.

Vi boede på Sandvig Familiecamping, og der har igen i år været tilmelding af FOA medlemmer fra vores egen lokalafdeling. Der blev afholdt en fælles grillaften på campingpladsen, hvor vi som repræsentanter fra FOA Nordsjælland har siddet sammen med de af vores medlemmer der deltog. Vi kunne drøfte dagens oplevelser, hvem der havde deltaget i hvilke arrangementer, samt spørge lidt ind til medlemmernes egen hverdag på arbejdet. Det er rart også at kunne møde vores medlemmer på denne måde, da det er en helt anden måde at tilbringe tid sammen på. Så en tak for godt selskab til de pågældende medlemmer og deres familier – og deres søde hunde.

Hvis du som medlem ønsker at deltage i Folkemødet 2016 på Bornholm, så hold øje med hjemmesiden FOA.dk når vi når til foråret 2016. Her vil du kunne læse mere om, hvilke arrangementer der er, samt hvordan du tilmelder dig som medlem.

På Folkemødet satte FOA Forbund i år fokus på emnerne velfærd, dagpenge og ulighed, og der har været et pænt fremmøde på FOAs stand under hele Folkemødet. Det viser blot, at der er interesse for at høre FOAs holdning til bl.a. disse områder.

Folkemødet var i år præget en del af, at den kontroversielle hollandske politiker Geert Wilders skulle deltage. Politiet var derfor endnu mere massivt til stede end normalt, men det påvirkede på ingen måder resten af Folkemødet. Det skal dog lige siges, at ingen her fra afdelingen deltog i det arrangement som Geert Wilders skulle forestå. Vi vil rose politiets indsats som gjorde, at vi hele tiden følte os trygge på den dejlige ø.

Folkemødet var også meget præget af det kommende Folketingsvalg, og repræsentanter fra de forskellige politiske partier var til stede og ytrede deres holdninger og meninger. Der blev holdt den ene store hovedtale efter den anden – både fra rød og fra blå blok. De to blokke lyder nu meget enige på mange politiske områder, men de er ikke helt enige i, hvordan de vil skaffe midlerne til at drive vores velfærdssamfund videre.

Vi kører på sidste vers i forhold til valgdagen, og det bliver spændende at se hvordan resultatet ender. Bliver det blåt eller rødt hold der vinder?

Uanset hvilken farve du stemmer på så håber jeg, at du vil bruge din demokratiske ret til at stemme den 18. juni. På den måde får du indflydelse på Danmarks fremtid.

Ha en god uge, og et godt valg den 18. juni.


På vegne af politisk ledelse i
FOA Nordsjælland

Lene Lindberg
Afdelingsformand