Morten Rohde Klitgaard

Foto: Annette Nyborg

Præsentation af FOA Nordsjællands medarbejder - Morten Rohde Klitgaard

Kender du medarbejderne i din fagforening? Hvis ikke har du nu og i de kommende nyhedsbreve mulighed for at møde alle medarbejdere i FOA Nordsjælland og blive klogere på, hvad de kan hjælpe med. Vi har spurgt alle medarbejdere om de samme fire spørgsmål.

Morten Rohde Klitgaard | Mail: mork@foa.dk | Direkte tlf.: 46 97 33 83
Faglig sagsbehandler 

Hvad består dit arbejde af?
Mortens ansvarsområde er løn og overenskomst på det kommunalområde. Han står for alle de årlige lokallønsforhandlinger i de 7 kommuner, som FOA Nordsjælland dækker.

Dertil har Morten også alle sager, der involverer elever – det kan fx være sager, hvor der arbejdsgiver ønsker at opsige en elev eller sygdomssager. I de tilfælde er Morten med som bisidder og forhandler på vegne af vores medlem.

Der går et omfattende arbejde i gang forud for egentlige lønforhandlinger. I afdelingen laves der en række analyser af medlemmernes lønoplysninger, Morten igangsætter processen op lokalt med medlemsmøder med fokus på indsamling af lønkrav, kontakt til tillidsvalgte, og til allersidst selve forhandlingerne i vores 7 kommuner.

Ca. 70 % af Mortens arbejdstid går til de årlige lokallønsforhandlinger, og det viser sig heldigvis hver gang at arbejdet betaler sig og at vores grundige forarbejde og gode samarbejde med tillidsvalgte og medlemmer giver pote i form af lønkroner til vores medlemmer. Skulle arbejdsgiverne gøre modstand mod vores krav, så er det også Morten, der fører medlemmers sager videre i niveau-systemet.

Når Morten ikke arbejder med de mange lønsager, så er han også en dygtig formidler af fx indholdet af ferieloven, hjælp når et medlem har brug for et løntjek eller til at forstå sin lønseddel. Morten oplever at rigtig mange medlemmer har gavn af at få tjekket om deres løn er korrekt, om de bliver honoreret ifm. vilkårsændringer, hvad deres overenskomst betyder og hvilke rettigheder de har.

Hvornår kan medlemmer møde dig?
Morten taler med rigtig mange medlemmer, der heldigvis benytter sig af muligheden for at ringe til deres fagforening og få hjælp eller når han er ude på arbejdspladsbesøg. Som medlem har du selvfølgelig også mulighed for at møde Morten, når han er ude og forhandle de årlige lønforhandlinger og holder medlemsarrangementer, hvor I sammen gennemgår FOA Nordsjællands lønstrategi.

Som tillidsvalgt kan du møde Morten når han underviser i vilkår, aftaler, løn mv. Så du er klædt på til at hjælpe dine kolleger på arbejdspladsen.

Hvorfor har du valgt fagbevægelsen som arbejdsplads?
”Jeg var FTR og sad i afdelingsbestyrelsen og udviklede gennem det arbejde en interesse for det med at forhandlinger, hvilket førte til min ansættelse i FOA Nordsjælland. Jeg kan se, hvor vigtigt kampen for ordentlige vilkår er, og den vil man gerne være en del af. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle sidde på kontor. Men jobbet her er så tilpas alsidigt og spændende, at jeg også klarer kontordagene.

Jeg synes jo, ”spillet” i forhandlingen er utroligt spændende og jeg trives rigtig godt i situationer, hvor jeg har modspil og skal præstere her og nu. Jeg har brug for presset fra dels medlemmets forventninger og dels modspillet fra en arbejdsgiver for at præstere godt. Det er i den rolle og den arbejdsopgave, hvor jeg tanker energi. Og så er det jo altid fedt at ringe til et medlem og overbringe gode nyheder om det vi har forhandlet hjem.”

Fortæl om en oplevelse ifm. dit arbejde, som har gjort indtryk på dig?
I 2015 startede en række sager omkring opskoling af social- og sundhedsassistenter på Nordsjællandshospital.

Det var en af de første store sag som Morten sad med: ”Opskolingssagerne omhandlede, at vi opdagede, at nogle medlemmer ikke havde fået den rette løn for opskoling, og derfor havde været indplaceret forkert i mange år.

Vi hentede omkring 4 millioner kroner hjem til de medlemmer. Det var virkelig spændende for en ny sagsbehandler at sidde med garvede forhandlere fra forbundet og grave i overenskomster og aftaler.

Hver sag havde omkring 1000 sider, som vi løbende skulle orientere os i. En sjov oplevelse at ankomme til forhandling med sækkevogn og store papkasser med sagsakter i.

Indviklede og detektivagtige sager er udfordrende og spændende. Og vigtigst af alt, så har alle sager jo et medlem bag ved, som min hjælp og grundighed afhænger af. Man tænker hvor langt kan det her mon rækker, og så klør jeg ellers på. Det er en god tanke at gå med, at vi er med til at gøre en forskel for vores medlemmer – også selvom vi ville ønske de fik meget mere i løn.”