Præsentation af FOA Nordsjællands medarbejder - Dennis Nimé Nielsen
Kender du medarbejderne i din fagforening? Hvis ikke har du nu og i de kommende nyhedsbreve mulighed for at møde alle medarbejdere i FOA Nordsjælland og blive klogere på, hvad de kan hjælpe med. Vi har spurgt alle medarbejdere om de samme fire spørgsmål.
Dennis Nimé Nielsen | Mail: denn@foa.dk | Direkte telefon 46 97 33 71
Serviceassistent
Som serviceassistent i FOA Nordsjælland har Dennis en meget alsidig arbejdsdag sammen med sin kollega Søren – med mange forskellige typer opgaver. Hans ansvarsområde er servicering af hele huset – både internt og eksternt – uanset om det er en kollegas fødselsdagsfejring eller et tre-dages kursus. Det gælder både ift. rengøring, indkøb og praktisk hjælp til vores mange forskellige aktiviteter. Når der afholdes møder i mødelokalerne, skal der bookes, hentes og anrettes forplejning og sørges for at møderne bliver godt afviklet godt. Der er mødeaktivitet af den ene eller anden slags nærmest hver uge, og en anden af de helt faste opgaver er rengøring og vedligehold af huset. Dennis og Søren holder hver dag huset pænt og indbydende og sørger for oprydning og pæne planter, så alle der kommer i afdelingen er godt tilpas. Dennis var også en del af den kæmpe oprydningsopgave og flytning af møbler i hele huset, der fulgte med da vi i 2020 påbegyndte en stor ombygning af afdelingen.
Skal du bruge en kabeltromle til et møde, have pakket en kurv med merchandise, pakket to flasker vin til oplægsholder, bruge FOA-bilen til at køre ud eller finde en kuglepen og skriveblok – ja så er det Dennis du skal have fat i. Kort fortalt service er al slags – den sætning som flest medarbejdere i FOA Nordsjælland siger er formentlig ”Spørg Søren og Dennis”.
Dennis blev uddannet serviceassistent i 2016 efter et to-årigt forløb med praktikforløb i FOA Nordsjælland. ”Vi oplevede en ændring ved at tage uddannelsen – vi gjorde nogle ting på andre måder, vi lærte nogle værktøjer til fx at udføre opgaverne ergonomisk rigtigt”. Dennis oplevede, at det var de samme opgaver som han havde haft i mange år han udførte, men at det at han nu havde papir på, hvad han kunne, og det dejlige ved at gennemføre med gode karakterer gav en hel masse godt til jobbet. ”Der var mange goder ved at tage uddannelsen – det har styrket os i det vi allerede gjorde”.
Hvornår kan medlemmer møde dig?
Medlemmer der kommer til arrangementer eller møder i huset vil med al sandsynlighed møde Dennis, som står klar i køkkenet eller kigger ind i mødelokalet for at se om alle har det de skal bruge. Dennis kan også blive sendt ud på tur med FOA bilen, hvis der skal bringes materiale ud til tillidsvalgte. Dennis har en helt klar holdning til hvad det vil sige at være servicemindet: ”Man skal være på samme måde og yde den samme service overfor alle, og der skal ikke gøres forskel på folk. Jeg tænker i løsninger, og hvordan det bliver så godt som muligt. Det skal være godt og nemt for alle”. Derfor nyder Dennis også at FOA Nordsjælland ofte har besøgende, og ikke mindst at hjælpe sine kollegaer med det de har brug for. Hvor heldige er vi lige? ”Det er dejligt, at folk kommer i huset – jeg holder øje om folk har det de skal bruge og det er god service”.
Hvorfor har du valgt fagbevægelsen som arbejdsplads?
Dennis har været i FOA Nordsjælland siden 2007, hvor han blev ansat til at køre det vi kalder ”FOA-bussen”, som på det tidspunkt blev brugt som et fast udekørende mobilkontor og kørte tre dage om ugen ud til forskellige arbejdspladser i FOAs område. Dennis var chauffør og lavede andre praktiske opgaver i afdelingen de øvrige dage. Og Dennis kan lide det at arbejde i en faglig organisation, som var en ny verden, der åbnede sig for ham efter et arbejdsliv primært i det private. ”Jeg burde have gjort det noget før - det er anderledes på en god måde. Det er godt miljø at arbejde i, og jeg har en stor kollega- og medlemskontakt, som jeg sætter pris på. Jeg kan godt lide at byde ind, og tage del i de andres arbejde”.
Fortæl om en oplevelse ifm. dit arbejde, som har gjort indtryk på dig?
Som medarbejder, hvis opgaver er meget knyttet til andres aktiviteter, er det klart at corona-epedimien var speciel for en som Dennis, der i modsætning til de fleste andre ikke var hjemsendt. ”Corona var en meget speciel oplevelse – der var meget tomt i afdelingen i meget lang tid. Vi brugte så til gengæld rigtig meget tid på at tømme afdelingen og flytte rundt på ting ifm. ombygningen”.
Heldigvis er alle for længst tilbage i afdelingen, selvom vi også i FOA har en ny virkelighed med hjemmearbejdsdage. Og så kan Dennis se frem til en anden tradition som han har deltaget flere gange i, og som har gjort et stort og positivt indtryk. ”De gange jeg har været med til 1. maj med FOA Nordsjælland har også været meget specielle at være en del af".