FOA Odenses holdning til rygeforbud på arbejdspladsen

Er det arbejdsgiveren der skal føre sundhedspolitik?

FOA Odense har igennem en længere årrække været aktiv medspiller vedrørende tiltag, der kan nedbringe sygefraværet, og vi tilslutter os de fleste initiativer, der fremmer indsatsen på sundhedsområdet og motiverer til en sundere livsstil. I bestræbelserne på at nedbringe sygefraværet mener vi, at der bør fokuseres på motivation, eksempelvis gennem tilbud om rygestopkurser og ved generelt at have fokus på trivsel på arbejdspladserne.  

Vi tror ikke på forbud på området og det er ikke arbejdsgiverens rolle at føre sundhedspolitik! Det bør være op til de folkevalgte! Der bør desuden være overensstemmelse mellem regler i samfundet og på arbejdspladsen. Derfor, så længe det er tilladt at ryge som borger i Danmark, bør det også være det som ansat i Odense Kommune og på andre arbejdspladser.

Det er endnu ikke påvist, at rygning påvirker arbejdsindsatsen og skulle det være tilfældet, at rygning medfører flere sygedage, bør tiltag ske på samfundsniveau og ikke ude på arbejdspladserne.

Skal arbejdsgiverne kunne føre politik? Nej, det går vist ikke i et demokratisk samfund.