Skal de mindste betale den højeste pris?

Det er med stor bevågenhed, FOA Odense har fulgt debatten i forbindelse med budgetforliget for Odense Kommune og der skal ikke herske tvivl om, at det også er med stor bekymring, vi imødeser den fremtidige situation for dagplejeområdet.

Hver 5. dagplejer i Odense Kommune risikerer fyring og dagplejen har allerede tidligere været igennem to fyringsrunder. Vi må derfor indtrængende udtrykke vores bekymring over en situation, hvor et velfungerende og anerkendt pasningstilbud som dagplejen udhules og hvor forældre afskæres fra en reel valgmulighed. Vi mener, det vil være en klar forringelse af serviceniveauet og at Odense Kommune, vil komme til af fremstå som meget lidt attraktiv for børnefamilier.

Det er tilsvarende med stor forundring, vi i Fyens Stifstidende d. 21. september 2013 kan læse, at Børn- og ungerådmand Brian Dybro ønsker, at øremærke de 20 millioner der er i spil, som en reduktion af de varslede besparelser, til daginstitutionerne for at understøtte arbejdet med tidlig læring her.

Dén argumentation kan undre, for dagplejen arbejder tilsvarende med læringsplaner og har som særligt fokuspunkt arbejdet med ergonomi med fokus på at gøre børn selvhjulpne med påklædning etc. forinden de starter i børnehave i den sidste fase af dagplejeperioden. Dette fokus punkt bibringer ikke kun børn selvtillid og succesoplevelser i den svære børnehave start, men er også til gavn for personalet i institutionsmiljøet og frigør ressourcer.

Der har i nogen grad været praksis for, i tæt samarbejde med dagplejepædagogen, at vurdere det enkelte barn for en eventuel tidligere børnehavestart, såfremt der har været ønske om dette. Det er dog væsentligt at understrege, at netop den individuelle vurdering er væsentlig og afgørende og vi må udtrykke stor bekymring for en automatik på området hvor børn uden vurdering sendes i børnehave når de er 2,9 måneder. Allerede denne sommer udtrykte FOA Odense sin bekymring over dette forhold i et høringssvar til Børn- og ungeudvalget i Odense Kommune, men vi har fortsat ikke modtaget noget svar på denne henvendelse.

Dagplejen er karakteriseret ved at yde et meget højt serviceniveau i kraft af de fleksible åbningstider, den tætte kontakt til kendte omsorgspersoner i familiære omgivelser med færre børn. Udsatte børn og børn med særlige behov drager nytte af de forhold som især dagplejen kan tilbyde, men også øvrige børn drager nytte af de tætte rammer i nære omgivelser i den tidlige barndom med større fokus på det enkelte barn.

Dagplejen er et pasningstilbud det er værd at passe på og vi vil derfor sende en dybfølt appel til Odense Kommunes ansvarlige politikere:  

Udvikl dagplejen – afvikl den ikke!

Vi må af de nævnte årsager stille spørgsmålstegn ved såvel den beskæftigelsespolitiske, den pædagogiske samt den socialpolitiske begrundelse for den nuværende politik på området og vi må stille spørgsmålet: 

Skal de mindste, betale den højeste pris?