Fratrædelsesgodtgørelser

Med virkning fra 1. februar 2015 er funktionærloven ændret således, at alle uanset alder er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, hvis man afskediges efter at have været ansat ved en arbejdsgiver i sammenhæng i mere end 12 år. Og det uanset om man går på pension eller fortsætter med at være på arbejdsmarkedet!

Tidligere skulle man som +60 årig dokumentere, at man aktivt forfulgte sin erhvervsmæssige karriere for at få fratrædelsesgodtgørelsen, hvis man på fratrædelsestidspunktet var fyldt 60 år og var omfattet af en alderspensionsordning. Denne forskelsbehandling er nu fortid.

Fratrædelsesgodtgørelsen er på 1 måneds løn, hvis man på fratrædelsestidspunktet har været ansat i 12 år eller mere, mens den er på 3 måneders løn, hvis man har været ansat 17 år eller mere. Beløbet beregnes på grundlag af den fast påregnelige månedsløn inklusiv både ens og eget og arbejdsgiverens pensionsbidrag. Beløbet er skattepligtigt, dog er de første 8.000 kr. skattefri.

For afskedigelser, der er foretaget før 1. februar 2015 gælder desværre fortsat, at de der er over 60 år på fratrædelsestidspunktet, skal kunne dokumentere, at de aktivt har forfulgt/forfølger deres erhvervsmæssige karriere i forbindelse med fratrædelsen for at få godtgørelsen.

Vi har i FOA Odense ført og fører fortsat en del sager herom. Det ebber nu ud og fremadrettet vil vi ikke opleve, at medlemmer bliver afskåret fra at få fratrædelsesgodtgørelsen på grund af alder. Et fremskridt der burde have været sket for lang tid siden!

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte undertegnede på mail.

Venlig hilsen Erik Mikkelsen, FOA Odense