Nytårshilsen fra Afdelingsformanden

Velkommen til 2023

 

Kære medlem.

Så er jul og nytår overstået og jeg håber, at du har haft mulighed for at nyde nogle gode dage sammen med dine nærmeste.

Vi trådt ind i 2023, som på mange planer bliver et spændende år.

Vi har fået en ny regering, som har fremlagt et regeringsprogram med både roser og torne.

FOA er glade for, at A-kasserne skal spille en større rolle i indsatsen for vores medlemmer under ledighed, ligesom vi naturligvis hilser en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget velkommen.
Men det bliver unægtelig interessant at se, hvordan Regeringen kommer i mål med at få gennemført forringelserne i Senior- og Arnepensionen og om det lykkes dem at få afskaffet en helligdag fra 2024.

På den mere nære front, bliver 2023 også et forandringens år.

A-kassen skal flytte med udgangen af året i følge en beslutning taget på et oplyst grundlag i Hovedbestyrelsen.
A-kasse enhederne bliver samlet til én enhed i de enkelte regioner.
Det vil være sådan, at der stadig kommer en A-kasse medarbejder i afdelingen, når vores medlemmer har behov for et fysisk møde – har man ikke brug for det, kan det meste klares via telefon eller mail.

Afdelingsbestyrelsen er lige nu i gang med at undersøge forskellige scenarier i forhold til de kommende ledige lokaler.
Når Afdelingsbestyrelsens anbefaling kommer, vil den skulle bekræftes af en beslutning på Afdelingens generalforsamling – enten en ordinær generalforsamling eller en ekstraordinær.

Lige nu arbejdes der også med diverse emner i forhold til FOA's kommende kongres i efteråret 2023.
Det er mere på det centrale plan, men vil naturligvis have noget afsmittende effekt på de lokale afdelinger.

Lad os se hvordan det lander på kongressen – derefter er Afdelingsbestyrelsen i arbejdstøjet i forhold til at finde de bedst mulige løsninger for vores afdeling i Odense.

Som du kan læse, er det altså en tid med forandringens vinde, der blæser over FOA Odense – ja over FOA Danmark.
Et kinesisk ordsprog siger:

”Når forandringens vinde blæser, og nye tider venter, så er der nogle der vælger at bygge læhegn, mens andre vælger at bygge vindmøller”.

Vær vis på at Afdelingsbestyrelsen arbejder på at bygge vindmøller til gavn for vores medlemmer.

Med ønsket om et rigtig godt nytår.

 

De bedste hilsener

Nina Skov-Lauridsen

Afdelingsformand