23-10-2013 Udtalelse generalforsamling

FOA Randers afholdt sin årlige generalforsamling den 22. oktober 2013

Udtalelse fra ordinær generalforsamling i FOA – Fag og Arbejde Randers

En velfungerende offentlig sektor med uddannelser, ældrepleje, dagtilbud, rengøring, mad, sygehuse, skoler og sundhedstilbud for alle er en forudsætning for vores fælles velfærd.

”Vi mener, at skræmmebilledet om den offentlige sektor som en hæmsko, der bremser samfundets udvikling, er helt urimeligt. Der er råd til velfærd. En velfungerende offentlig sektor er forudsætningen for et stærkt samfund og dermed også for den private sektor”, sagde afdelingsformand Inge-Lise Christensen i sin beretning på FOA Randers’ årlige generalforsamling.

FOAs medlemmer arbejder hver dag med at levere og udvikle velfærden. Deres konkrete erfaring fra arbejdspladserne betyder, at de har visionære råd til, hvordan man skaber mere og bedre velfærd, hvis de altså bliver taget med på råd.

”I stedet bliver medlemmerne på alle måder presset i forbindelse med de evigt tilbagevendende budgetbesparelser, som kommuner og regioner hvert år i oktober beslutter og oftest bliver pålagt af regeringen. Budgetbesparelser, der kan føre til nedslidning, stress og udbrændthed, er dagligdag for de fleste FOA medlemmer. Vi kan og skal ikke blive ved med at acceptere disse forringelser. Skal vi overleve i det offentlige og yde den service, vi mener, er det absolutte minimum for at sikre velfærden i Danmark, så skal der tilføres flere ressourcer til vore områder, eller der skal ændres i organiseringen på vore arbejdspladser. Ledelse og politikere må tage ansvar for de forringelser, man byder de offentligt ansatte. Vi vil ikke længere se på, at vore medlemmer mistrives på arbejdspladsen, fordi der ikke tilføres de nødvendige ressourcer”, udtaler formand Inge-Lise Christensen.

Nulvækst
Kravet om nulvækst betyder reelt store besparelser. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi lægger maksimalt pres på kommunerne og regionen, så de udnytter den sparsomme økonomiske ramme fuldt ud, og ikke som i dag hvor flere kommuner sparer mere, end de er pålagt. Besparelser, der betyder, at personalet bliver presset yderligere. ”Det går ud over fagligheden, når man hele tiden skal gå på kompromis for at kunne nå det hele,” siger Inge-Lise Christensen: ”Vore medlemmer får ikke den anerkendelse, de fortjener. De gør et kæmpe stykke arbejde for at få tingene til at hænge sammen i hverdagen.”

Frivillighed på arbejdspladserne
”Samtidig med, at personalet skal løbe hurtigere og bruge mindre tid på den enkelte borger, kan de se de frivillige komme ind på arbejdspladsen og overtage de opgaver, der tidligere har kunnet lette lidt på hverdagen – en gåtur, sang og musik,” siger Inge-Lise Christensen og fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at de frivillige løfter en opgave, der er med til at forsøde tilværelsen for borgerne på plejecentrene og børnene i institutionerne. Vi skal blot sikre, at det bliver ved de sociale opgaver. Hvis frivillige bliver brugt til at løse opgaver, der burde løses af det ansatte personale, eller ligefrem bliver en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen, så er der noget helt galt. Det er meget vigtigt, at arbejdspladserne fastlægger retningslinjer for det frivillige arbejde.

”Jeg så helst, at det ansatte personale havde tiden til også at udføre de sociale opgaver,” slår Inge-Lise Christensen fast: ”Det går ud over helheden for den enkelte borger, når nogle opgaver udføres af det ansatte personale og andre af de frivillige.” 

”Selvom det seneste folketingsvalg ikke helt har medført de ændringer, vi havde håbet på, så er det et langt sejt træk for at rette op på lang tids liberal nedskæringspolitik. Den 19. november får vi muligheden for at tage endnu et skridt i den rigtige retning. Brug din stemme og brug den klogt!” slutter Inge-Lise Christensen.

Senest redigeret den 23.02.2015 af Anna-Kathrine L. Hansen