Pressemeddelelse
FOA Randers lukker i Grenaa
Det er med vemod, at afdelingsbestyrelsen og generalforsamlingen i FOA Randers har besluttet at lukke kontoret i Grenaa i sin nuværende form.
Beslutningen skyldes dels et ønske om at frigøre ressourcer i afdelingen generelt og dels et ønske fra a-kassens hovedbestyrelse.
FOA Randers har altid prioriteret at være tæt på medlemmerne, og lukningen af kontoret i Grenaa kan ses som et brud med dette princip i forhold til medlemmer på Djursland. I forhold til medlemmerne i den vestlige del af vores område, vil de sparede ressourcer give mulighed for en øget tilstedeværelse i deres områder. Allerede i 2007 i forbindelse med kommunesammenlægningen, da FOA medlemmerne i den nye Favrskov Kommune ved en afstemning besluttede, at de ville høre under FOA Randers, kom det på tale at ændre kontoret i Grenaa.
Lukningen er blevet aktuel nu, da beregninger på hovedkontoret har vist, at administrationsbidraget i a-kassen skal stige med op til 40 kr. pr. mdr. pr. medlem, hvis det nuværende serviceniveau skal opretholdes uden besparelser. FOAs a-kasse har på landsplan afskediget 250 medarbejdere siden 2002. Derfor har a-kassens hovedbestyrelse bedt om, at der ses på lukning af lokale kontorer i stedet for personalebesparelser for at sikre, at der stadig er personale til alle de nye opgaver, der kommer.
Endvidere har hensynet til vores egne medarbejdere også spillet ind, idet det har været vanskeligt at undgå alenearbejde på kontoret i takt med, at der er reduceret i antallet af ansatte i a-kassen. Hele personalegruppen fra Grenaa flytter med til kontoret i Randers.
Afdelingen er i øjeblikket ved at indgå aftale om at leje lokaler i Grenaa, så der fortsat kan afholdes møder for eleverne på Social- og sundhedsskolen og ledige medlemmer.
Afdelingen har et ønske om, at de frigjorte ressourcer kan bruges, så vi i højere grad kan være tilstede, når medlemmerne har akut brug for hjælp både med mobile kontorer og senest i forbindelse med de mange fyringer i Randers Kommune, hvor kontoret i Randers holdt længere åbent, så de opsagte medlemmer kunne få hjælp og vejledning.
Den sidste åbningsdag i Grenaa er den 4. december 2014.
Afdelingsformand Inge-Lise Christensen – tlf. 4697 1901 - mobil 2044 4401