Pressemeddelelse
Kernevelfærden kommer til at mangle kvalificerede hænder
FOA Randers ser alvorligt på meddelelsen om, at Social- og sundhedsskolen i Randers og Grenaa opsiger 24 medarbejder pga. faldende elevoptag.
Årsagen skal findes i den dimensioneringsaftale på uddannelsesområdet inden for social og sundhed og det pædagogiske område, der blev indgået i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Aftalen beskærer antallet af nyoptagne elever voldsomt i de kommende år.
”Nedgangen i elevtallet er så stort, at det i sidste ende kan få konsekvenser for kommunernes mulighed for at rekruttere uddannet arbejdskraft”, sige Lene Hartmann afdelingsformand i FOA Randers.
Beregninger fra FOA viser nemlig, at antallet af kommunale medarbejdere inden for de berørte områder, der opnår efterløns- eller pensionsalder, langt overstiger det antal, der uddannes fra skolerne med den nye aftale.
Aftalen giver mulighed for, at kommunerne selv vælger at oprette flere elevpladser eller indgår aftaler om efter- og videreuddannelse for deres medarbejdere.
”Hvis kommunerne skal sikre, at de kan få uddannede og kompetente medarbejdere til at varetage kernevelfærden, må de tage et ekstra ansvar og oprette flere elevpladser end det aftalen lægger op til”, slutter Lene Hartmann.