Nye udfordringer - nye opgaver

Når jeg sætter mig i afdelingsformandsstolen er det med ydmyghed overfor det ansvar, jeg har påtaget mig, og som jeg er blevet valgt til at udføre.

I juni måned havde jeg sammen med den afgående afdelingsformand Inge-Lise Christensen mulighed for at gennemgå de praktiske administrative opgaver, og få en indføring i diverse bestyrelser, formandsfora og forskellige samarbejdsrelationer, som jeg i fremtiden skal bidrage til. Jeg er glad for, at det kunne lade sig gøre, så vi sikrer en god overgang.

 

Den kommende tid skal bruges på at få et overblik over arbejdsopgaverne, såvel interne som eksterne. Der vil især være fokus på den kommende kongres, som finder sted i november 2016.

Som jeg udtalte på generalforsamlingen i maj, skal vi fortsat arbejde på at styrke samarbejdet med vores fire kommuner samt regionen, og ikke mindst have en vågent øje på, hvad der rører sig på det statslige og private område.

FOA Randers er en tilgængelig og samarbejdende organisation, der med skarphed skal sikre vores medlemmers interesser.

 

Der vil stadig være et stort fokus på arbejdsmiljø inden for FOAs fagområder, og den seneste tids dårlige historier skulle gerne undgås. Derfor vil vi gøre vores bedste for at være på forkant.

Overskriften for mit virke som formand skal være ordentlighed: i vilkår – i arbejdsmiljø og kommunikation. Det håber jeg bliver synligt for vores samarbejdsparter, medarbejdere i huset og frem for alt for jer, der er medlem af FOA Randers.

 

God sensommer til alle.