Arbejdsmiljørepræsentantens år 2019
Vi vil have fokus på AMR vilkår og rolle på arbejdspladsen, fordi vi mener det er vigtigt, at alle disse ”hverdagens helte” får et løft.
De 2 hovedforbund LO og FTF, som pr. 1. januar 2019 bliver fusioneret til det nye hovedforbund, indleder det nye år med fokus på arbejdsmiljørepræsentanterne.
Der er stor forskel på hvilke vilkår arbejdsmiljørepræsentanten har på arbejdspladsen, og der er stor forskel på, hvordan man som ansat bruger sin arbejdsmiljørepræsentant, siger undersøgelser foretaget af både FTF og LO.
Knap halvdelen af AMR bliver ikke tilbudt efteruddannelse, hvilket er en rettighed i henhold til loven.
Mange AMR inden for det offentlige må ikke deltage i organisationernes kurser, vi har dog ikke kendskab til denne tendens her i FOA Randers.
AMR bliver ikke kompetenceafklaret, en pligt som arbejdsgiveren skal udføre i henhold til loven.
Og endelig har rigtig mange AMR meget lidt tid til at udføre det hverv, de er valgt til.
Vi arbejder lige nu både i FOA og de LO bestyrelser, hvor vi er repræsenteret med tiltag, som skal være til gavn for vore AMR og til glæde for medlemmernes arbejdsmiljø, trivsel og fastholdelse på arbejdspladsen.
Den 8. januar er vi inviteret til stormøde i Odense, hvor 2000 af landets 26.000 Arbejdsmiljørepræsentanter er samlet, vi har desværre kun 4 pladser i FOA Randers, så vi bliver en lille brik blandt mange.
I vil høre meget mere om AMR året i de kommende måneder. Har du tanker og idéer til, hvordan vi kan synliggøre din AMR på arbejdspladsen, så sig det til arbejdsmiljørepræsentanten.
Hvis du ikke kender din AMR, så gå på detektivarbejde for at finde hende frem, måske er hun slet ikke klar over, at du er ansat på stedet.
Vær gerne nysgerrig og lad os i fællesskab gøre noget for et bedre arbejdsmiljø i disse ”krisetider”.
Hvis du vil høre mere om AMR året 2019, kan du kontakte afdelingens arbejdsmiljøansvarlig Faglig sekretær Karen Ø. Sørensen