• Læs op
• Udskriv

OK18 - Notat 

Under organisationsforhandlingerne mellem Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd (DSR), har Danske Regioner stillet fem ret vidtgående krav, som i deres konsekvens vil indebære betydelige forringelser for sygeplejerskerne. DSR har selvsagt afvist de fem krav, men der er grund til at gennemgå dem her, da der går en lige linje fra arbejdsgivernes oplæg til OK11 og frem til de krav, der nu fremføres.

Det drejer sig om:

1. Opsigelse af § 3 i overenskomsten, som beskytter sygeplejerskerne mod at blive flyttet rundt i hele regionen. Arbejdsgiverne kalder den en forenkling, at de fremover vil kunne flytte personalet ansat på et hospital til et andet, uden der vil være tale om væsentlig vilkårsændring. I princippet kan det betyde, at en sygeplejerske ansat på Randers sygehus vil kunne flyttes til Silkeborg.
2. Man ønsker at opsige den nuværende gennemsnitlige normperiode på 12 uger. Sygeplejerskerne skal som lærerne have en årsnorm. Hensigten er at nå at udjævne alle arbejdspukler, så der ikke skal betales overarbejdsbetaling m.v. Arbejdsgiverne ønsker, at de ansatte skal følge deres dispositioner og ikke andet, hvilket forudsætter reduktion af alle værnsbestemmelser.
3. Man bibeholder vagtplanerne for fire uger ad gangen, men fremover skal det være muligt for en leder at ændre i en vagtplan uden varsel.
4. Varsling og afvarsling af afspadsering med et varsel på 4 døgn skal afskaffes. Fremover skal det være muligt at afvarsle afspadsering, og det skal kunne ske om aftenen forud for en afspadsering. Det indebærer som punkt 2 og 3, at det bliver vanskeligere for de ansatte at planlægge den fri tid.
5. En sygeplejerskes vagtrytme skal kunne ændres fra f.eks. en syvdøgnsuge til femdøgnsuge uden et nødvendigt opsigelsesvarsel. Dvs. at en sygeplejerske på den måde vil være dårligere stillet end Funktionærloven og Funktionærretten tilsiger, idet man ifølge disses bestemmelser ville have krav på et varsel, da der er tale om en væsentlig vilkårsændring.

Hvorvidt andre forbund under organisationsforhandlingerne er blevet stillet overfor lignende krav, vides ikke. Kravene til DSR flugter dog med de krav til lærernes arbejdstid, der blev vedtaget med lov 409. I begge tilfælde kan det ikke takseres til at være enestående forhold, idet kravene indskriver sig som centrale elementer i den strategi, som KL, Danske Regioner og Moderniseringsstyrelsen (den gang Løn- og personalestyrelsen) anlagde op til OK11.

Allerede i efteråret fremlagde Løn- og personalestyrelsen resultaterne af en undersøgelse, der skulle dokumentere, at et flertal af de ansatte inden for det offentlige ønskede at forhandle deres egen løn selv. KL og Danske Regioner fremlagde deres strategi i følgende hovedpunkter:

1. Man ønskede en mere fleksibel arbejdstilrettelæggelse, hvorfor der skulle saneres i de mange arbejdstidsaftaler og varslingsregler,
2. Man ønskede en generel reduktion i værnsbestemmelserne,
3. En større del af den samlede løndannelse skulle forhandles lokalt og lægges ud som et anliggende mellem den enkelte ansatte og dennes leder.
4. Der skulle reduceres i antallet af TR og AMR, fordi disses beskyttelsesforhold stod i vejen for planlægningsfleksibiliteten, og de faglige organisationer skulle have mindre indflydelse på aftaleforholdet på den enkelte arbejdsplads.
5. Løn skulle betragtes som et strategisk ledelsesredskab

Ingen af arbejdsgiverorganisationerne kom igennem med deres strategiske krav. De blev skrinlagt under forhandlingerne, men fulgt op i praksis i den forstand at man flere steder oplevede ledernes fortolkning af f.eks. arbejdstidsaftalerne, der enten tangerede reglernes rammer eller direkte overskred dem.

Op til OK13 strammede især KL og Danske Regioner op på strategien. Man indførte et nyt element. Opgøret med den gamle konflikt tillidsrepræsentant og ind med den moderne løsnings tillidsrepræsentant. Nu begyndte begge arbejdsgiverorganisationer at begrunde deres strategi med hensynet til borgeren i centrum og patienten i centrum. Imidlertid trådte strategien i baggrunden, selv om man havde lagt ud med meget omfangsrige strategiske oplæg, der i ordvalg og struktur nærmere var møntet på omgivelserne end på forhandlingsparterne. Disse offensive krav blev lagt i skuffen igen, fordi konflikten med lærerne kom til at fylde det meste.

Lignende udspil blev gentaget ved OK15 forhandlingerne. Heller ikke her blev kravene ført igennem. Men efterhånden var vejen asfalteret for, at arbejdsgiverne ude lokalt kunne gå til stregen og lidt over i fortolkningen af arbejdstidsregler, lokale lønforhandlinger, forsøg på at knytte TR tættere til lederne og en de facto begrænsning af de lokale faglige organisationers indflydelse på arbejdspladsen. Men på trods af disse forsøg på at fortolke helt til grænsen var arbejdsgiverne stadig begrænset af de gældende overenskomstmæssige bestemmelser.

Her ved OK18 har arbejdsgiverne valgt en lidt ændret taktik for at fremme deres strategi, som ikke har ændret sig siden 2011. Denne gang har det været Moderniseringsstyrelsen, der har været mest offensiv, og KL og Danske Regioner som har holdt sig lidt i baggrunden, hvad angår de overordnede forhandlinger. Disse har så igen været ført noget afbrudt og uden egentlige konklusioner på grund af Forhandlingsfællesskabets musketered og den vedtagne beslutning om ikke at forhandle, med mindre lærerne blev tilbudt reelle forhandling om at erstatte lov 409 med en regulær overenskomstbestemt arbejdstidsaftale.

Som forhandler for Moderniseringsstyrelsen har innovationsminister Sophie Løhde strammet den gamle strategi yderligere ved at kræve, at 25% af den samlede løndannelse skal forhandles lokalt inden 2025 (oprindeligt KL’s krav i 2011), og at et flertal af lønmodtagerne skal forhandle deres egen løn. Konsekvensen er indlysende. Den vil være en markant forringelse af betydningen af de generelle forhandlinger og aftaler og som følge heraf en generel svækkelse af de offentligt ansattes faglige organisationer. I løbet af forhandlingerne forud for overflytningen af disse til Forligsinstitutionen blødte ministeren op på disse krav, men de udgør stadig en vægtig del af den samlede strategi.

For at vende tilbage til forhandlingerne mellem Danske Regioner og DSR fremgår det meget tydeligt, hvis der tegnes en historisk linje, at Danske Regioners krav flugter med den samlede strategi, som blev introduceret i 2010 op til OK11 forhandlingerne. Når kravene så først for alvor bliver præsenteret for ét stort og centralt forbund inden for hospitalsområdet, kan der ligge årsager til grund.

For det første kan arbejdsgiverne have fejllæst situationen og sidestillet 2018 med 2015, hvor Forhandlingsfællesskabet stod svagt. Det er ikke tilfældet nu. Den anden årsag kan være, at arbejdsgiverne ikke kan komme ret meget videre med deres taktik, der går på lokalt at gennemføre det, man først har fremført centralt (men trukket tilbage). Dvs. det går måske ikke hurtigt nok med i det daglige at udvande arbejdstidsaftaler og værnsbestemmelser, og man har måske derfor set sig nødsaget til centralt at sætte trumf på. Dertil kommer, at siden arbejdsgiverne i 2011 kom igennem med afskaffelse af forlodsfinansieringen, har det været så som så med reelle lønforbedringer ved de lokale lønforhandlinger, da disse har skullet udmåles efter størrelsen af det budgetmæssige råderum.

Af disse grunde må forhandlingerne mellem Danske Regioner og DSR om ovennævnte fem krav siges at være af generel interesse for alle ansatte i den offentlige sektor og for disses faglige organisationer, da det ikke forekommer usandsynligt, at man vil bruge kravene overfor DSR som løftestang i forhandlingerne med andre faggrupper på samme måde, som lærerne blev taget ud og isoleret i lockouten i 2013 og efterfølgende påtvunget den grundmodel, der kan komme til at danne skole, hvis den ikke kollektivt afvises nu.

22. marts 2018
Notatet er lavet på foranledning af LO Randers
Forfatter: Jan Helbak, faglig-politisk konsulent i FOA Aarhus