Få indflydelse på de kommunale budgetter

I den kommende tid behandler byrådene budgetter for 2019

Kommunernes samlede økonomi er bestemt af en økonomiaftale med Regeringen. I den aftale arbejdes med et serviceloft, der sætter rammer for, hvor stort et samlet beløb kommunerne må bruge på service til borgerne.

Det økonomiske råderum i kommunerne er dermed forholdsvist begrænset og derfor er det meget vigtigt, at de midler, der er, bliver brugt bedst muligt.

Derfor har vi i FOA Randers i de senere år inviteret repræsentanter for kommunernes politikere og embedsmænd til møder med tillidsfolkene forud for byrådenes endelige vedtagelse af budgetterne.

Møderne giver mulighed for at få en dialog om konsekvenserne ved den måde pengene bliver fordelt i kommunen. Dermed kan vi være med til at påpege uhensigtsmæssige besparelser på FOAs fagområder og være med til at kvalificere arbejdet med budgetterne, så byrådene kan træffe de bedst mulige beslutninger.

FOAs møder afholdes i august og september i de 4 kommuner, vi dækker: Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Randers kommuner. 

Har du som FOA medlem input til, hvor vi skal være særlig opmærksomme, bedes du kontakte din tillidsrepræsentant, som kan bringe dine bekymringer om en eventuel besparelse og konsekvenser heraf med til mødet eller i de respektive MED udvalg, hvor der også drøftes budgetter.

Der afholdes også borgermøder i de fleste kommuner, hvor du har mulighed for at tage del i debatten.