Mildere vinde på vej - sommerhilsen fra formanden
Samtidig med at et småkoldt forår er gået over i en småkold sommer, så blev en lang valgkamp overstået, og vi står med et resultat, der lover bedre tider for FOAs medlemmer.
Partierne til venstre for midten gik frem, og er i øjeblikket i færd med at finde et fælles grundlag for en ny regering.
Selvom der er forskelle imellem partierne, så er de grundliggende enige om, at der skal sættes fornyet fokus på velfærd, og at de ønsker, at samfundet skal bevæge sig en mere solidarisk retning.
Det betyder forhåbentligt bedre tider for FOAs medlemmer – i valgkampen blev der lovet bedre normereringer i daginstitutionerne og på hospitalerne, og selvom der ikke var så meget plads til de ældre, og andre udsatte grupper i denne valgkamp, så skulle de nye politiske vinde også gerne tilgodese disse områder sådan, at alle FOAs faggrupper kommer til at mærke et løft.
Et andet positivt resultat af valget er, at det ser ud til, at den danske befolkning har valgt den yderste højre fløj fra i stort tal. De ultra-liberale partier har samlet set fået en vælgerlussing, og det giver fornyet håb om, at det danske samfund bevæger sig i en mere solidarisk retning. Der er endnu noget vej at gå, og den nye regering kan få det vanskeligt netop på dette spørgsmål, men tendensen er klar: Der blæser mildere politiske vinde i Danmark.
Nu kan vi så bare håbe, at sommervejret også kommer, så går vi en god tid i møde.
Jeg vil gerne ønske alle medlemmer af FOA Randers og jeres familier en rigtig god sommer og husk, hvis I får brug for os, så er vi klar i Medlemshuset til at hjælpe jer hele sommeren.
Lene Hartmann, afdelingsformand
FOA Randers