Mindre bøvl for nyledige
FOAs A-kasse er en af de 9 a-kasser, som beskæftigelsesministeren har udvalgt til at stå for de 3 første måneders kontakt med ledige medlemmer.
I dag skal arbejdsløse både til samtaler i deres a-kasse og i jobcentret. Det skaber tit forvirring og frustration, når de skal forholde sig til to myndigheder, men fra 1. januar 2020 skal ledige medlemmer af FOAs A-kasse i de 3 første måneder kun til samtaler i a-kassen.
Flere medlemmer skal i arbejde
FOAs A-kasse er blandt de udvalgte a-kasser, der skal deltage i 4-årigt forsøg for at vise, at a-kasserne er bedst til at få deres medlemmer i arbejde:
”Det er vi i forvejen gode til”, siger FOA formand Mona Striib, ”Gennem de seneste 3 år har vi fået godt 2.000 medlemmer i arbejde igennem vores jobformidling, FOA JobMatch. Så vi har allerede en tæt kontakt til vores arbejdsgivere, og den skal nu bruges til at hjælpe endnu flere medlemmer i arbejde”.
Som led i forsøget skal a-kasserne også vejlede medlemmer, der er i en opsagt stilling, men endnu ikke er ledige:
”Som overenskomstbærende organisation ved vi, når et medlem bliver opsagt, og den viden skal vi bruge til at hjælpe medlemmerne i job, allerede før de bliver ledige”, fortæller Mona Striib, ”Det kan også være, at et medlem har brug for opkvalificering for at få nye muligheder på arbejdsmarkedet, og det kan vi også vejlede om”.
"Vi glæder os rigtig meget til at tage fat på opgaven lokalt. Vi har en lang tradition for en aktiv arbejdsmarkedspolitik og for jobformidling. Samtidig kender vi vores lokale arbejdspladser og har allerede nu et godt samarbejde med de lokale arbejdsgivere og ledere igennem vores arbejde med JobMatch", tilføjer a-kasseleder Lene Overgaard, og fortsætter "samtidig har vi et tæt samarbejde mellem a-kassen og faglig afdeling, og derfor kan vi målrettet vores tilbud, så medlemmet hurtigst muligt kommer ud af ledighed og videre i job eller uddannelse."