Nyt fra A-kassen februar 2019

Denne gang er der nyt om den nye joblog og så skal du huske at tjekke om a-kassen har de rigtige skatteoplysninger

Ny og bedre joblog - udviklet af FOAs medlemmer

Som ledig skal du registrere din jobsøgning i en joblog, så både a-kassen, jobcentret og du selv kan få overblik over jobsøgningen.

Som medlem af FOAs A-kasse skal du hver måned registrere mindst 6 jobsøgninger og vedlægge mindst en jobansøgning. Ellers kan du ikke få dagpenge. Du kan enten registrere din jobsøgning på Jobnet eller i den joblog, FOA har lavet sammen med andre a-kasser.

Fordele ved FOAs joblog
Den store fordel ved FOAs joblog er, at du kan hente jobannoncer fra landets største jobportal FOA Job, og lægge dem direkte over i jobloggen, hvis du vil søge jobbet. FOAs joblog er også mere overskuelig end Jobnets joblog.

Ny version af jobloggen
Men nu har vi med hjælp fra frivillige medlemmer gjort FOAs joblog endnu nemmere at bruge:

Fremover kan du på bare ét skærmbillede få et komplet overblik over, hvor du skal registrere en jobsøgning. I Jobnets joblog er siden meget længere, så du skal scrolle ned flere gange for at se alle felter.

I FOAs joblog behøver du kun udfylde de felter, du skal ifølge loven. Jobnets joblog er ikke opdelt i obligatoriske og frivillige felter, så hver gang du skal registrere en jobsøgning, skal du forholde dig til en masse felter, du reelt ikke behøver at udfylde.

Det er stadig sådan, at de jobsøgninger, du gemmer i FOAs joblog, automatisk bliver gemt i Jobnets joblog – og omvendt.

Tak!
Tak til de medlemmer, der har hjulpet med at udvikle og teste den nye joblog. Det er jer, der ved, hvad I som medlemmer af FOAs A-kasse har brug for. Vi håber, du bliver glad for at bruge den nye joblog. 

Du kan læse mere om jobloggen her


Tjek dine skatteoplysninger i A-kassen

Når du får ydelser fra a-kassen, er du selv forpligtet til at tjekke, om vi har de korrekte skatteoplysninger fra SKAT. A-kassen modtager oplysningerne elektronisk, når du anmoder om dagpenge eller efterløn.

Ved overgangen til det nye skatteår, får a-kassen automatisk overført de nye oplysninger for 2019. Der kan dog ske fejl, så vi kun får et bi-kort, hvor vi skulle have haft et hovedkort.

Du kan selv tjekke oplysningerne på din udbetalingsmeddelelse i ”MIN POST” på www.foa.dk.

Hvis du ændrer din forskudsopgørelse, vil vi automatisk modtage rettelserne fra SKAT.

Du skal også være opmærksom på, at SKAT kan ændre fradraget i løbet af skatteåret, hvis det ser ud til at give en større regulering/efterbetaling af skat.

Hvis du selv har fået rettet din trækprocent, vil den også kunne blive rettet tilbage, hvis vi modtager nye skatteoplysninger fra SKAT.

Det er derfor en god ide, altid at tjekke dine skatteoplysninger på dine udbetalingsmeddelelser.