Fejring af arbejdspladsjubilæum ophører
Afdelingsbestyrelsen besluttede på sit møde kort før jul, at afdelingens fejring af arbejdspladsjubilæum ophører med udgangen af 1. kvartal 2020. Det er bestyrelsens holdning, at det ud fra et fagforeningssynspunkt er vigtigere at fejre medlemskabsjubilæet.
Der har i FOA Randers været en lang tradition omkring fejring af medlemmernes arbejdspladsjubilæum ved at sende en buket ud til medlemmet.
Det er TR, der har været ansvarlige for, at afdelingen modtog information om jubilæet.
Det er over tid blevet vanskeligere at håndtere arbejdspladsjubilæerne. Det er vanskeligere for TR at modtage oplysninger om jubilæum fra arbejdsgiver og samtidig er buketterne blevet væsentligt dyrere.
Endeligt er der en udfordring omkring de medlemmer, der ikke har en TR. Afdelingen har ikke adgang til oplysningerne, hvis der har været ansættelser uden for FOAs fagområder hos den samme arbejdsgiver, og dermed ikke adgang til oplysninger om den samlede ansættelsesperiode.
På den baggrund har afdelingsbestyrelsen truffet beslutning om at stoppe fejringen af arbejdspladsjubilæer med udgangen af marts 2020.
Det er bestyrelsens holdning, at det ud fra et fagforeningssynspunkt er vigtigere at fejre medlemskabsjubilæet, og ressourcerne samles dermed omkring denne fejring.