OK21 - nu bliver det alvor
Som I har kunnet læse i de seneste nyhedsbreve, er forhandlingerne om de offentlige overenskomster OK21 i fuld gang.
Der er udvekslet krav imellem os og arbejdsgiverne, og linjerne for forhandlingerne bliver trukket op.
Det bliver anderledes forhandlinger - under særlige vilkår og på en anden måde end vi plejer.
Overenskomsterne sætter rammen for de kommende års udvikling i løn og ansættelsesvilkår.
Indtil for et års tid siden var der opgangstider og optimisme i det danske samfund – det smitter normalt også af på overenskomstforhandlingerne – der er plads til at give lidt ekstra til de offentligt ansatte.
Så kom Corona og satte alt i stå i samfundet – virksomheder, butikker, cafeer og restauranter holder lukket og samfundsøkonomien presses bl.a. af nødvendige hjælpepakker. Alle skal udvise tilbageholdenhed og ansvarlighed – samfundssind.
Men I blev ikke sat i stå – FOAs medlemmer knokler som aldrig før med at passe på de sårbare, de syge, de gamle, børnene. I gør rent og sikrer god hygiejne i hidtil uset omfang. I er i konstant nødberedskab.
Og deri består paradokset, og det der gør de kommende forhandlinger så vanskelige.
FOAs medlemmer har fortjent en fremgang i løn og bedre vilkår – nu mere end nogensinde, men er samfundet klar til det?
Overenskomstforhandlingerne er meget afhængige af folkestemningen – det så vi senest ved OK18, hvor folkestemningen og truslen om konflikt var med til at lægge pres på arbejdsgiverne. Det betød historisk gode resultater for FOAs medlemmer, men vil det være sådan i dag?
Hvis vi truer med konflikt og arbejdsnedlæggelse, når de allermest sårbare har allermest brug for hjælp, hvordan vil det så blive opfattet i samfundet generelt.
Vi balancerer på en knivsæg imellem at stille helt rimelige og nødvendige krav til forbedringer af løn- og ansættelsesvilkår og så at komme til at fremstå, som vi udnytter en krisesituation for vores egen vinding.
Ingen kan spå om hvor balancen tipper hen. Det, vi kan gøre nu, er at forberede os så godt som muligt.
Lokalt skal vi inden 1. februar udpege mulige konfliktområder svarende til 10-15 % af jer medlemmer, og så skal vi i samarbejde med de TR, der er på områderne, begynde at forberede en mulig konflikt fra den 1. april.