Lotte Helbo Kristiansen
Sektorformand Lotte Helbo Kristiansen

Pressemeddelelse

Hastværk er lastværk i Syddjurs Kommune

Budgetoverskridelser på flere mio. på plejecentrene fører nu til, at Syddjurs Kommune opsiger flere faste medarbejdere. Opsigelserne effektueres kun en uge efter, at medarbejderrepræsentanterne blev informeret om, der skal ske budgettilpasninger. Det paradoksale i situationen bliver tydelig, når der samtidig er nyansættelser og der er ledige stillinger inden for de samme fagområder slået op på kommunens hjemmesiden.

”Vi har skrevet til kommunen, at der er flere ting i forløbet, der undrer os”, siger sektorformand Lotte Helbo Kristiansen.

Først den voldsomt fremskyndede proces. Budgetoverskridelser i det omfang, der tilsyneladende er tale om her, opstår ikke overnight – havde kommunen reageret tidligere kunne der have været sikret en ordentlig og konstruktiv proces. En proces, som kunne have givet mulighed for at se på samlede løsninger på tværs af området.

”Det er altid vigtigt at behandle sine medarbejdere ordentligt og særligt i en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere og fastholde medarbejdere, skal man som arbejdsgiver oppe sig for at sikre gode og kvalificerede medarbejdere. Denne proces vidner ikke om tryghed og ordentlighed i ansættelsen.”

Dernæst undrer FOA sig over, hvordan budgetoverskridelserne er opstået. Der nævnes anvendelse af vikarer og overnormering.

”Vi er opmærksomme på, at en overnormering kan opstå, hvis der sker ændringer i borgersammensætningen og dermed plejebehovet på de enkelte afdelingerne, men at dette skulle resultere i opsigelse af op imod 20 medarbejdere - det virker urealistisk”, påpeger Lotte Helbo Kristiansen.

”I forhold til brugen af vikarer fremgå det ikke, hvorfor det øgede vikarbehov er opstået, men vi finder det temmelig kontraproduktivt at opsige faste medarbejdere for at finansiere et øget forbrug af vikarer.”

”Store udskiftninger blandt medarbejderne påvirker arbejdsmiljøet negativet. Vi har en generel bekymring for de tilbageværende medarbejderes mulighed for at udføre deres arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.”

”Samtidig viser flere undersøgelser, at stor gennemstrømning af personale giver en forringet kvalitet i plejen og omsorgen for vores svageste borgere, og vi må formode, at færre medarbejdere vil betyde en forringet service for de ældre medborgere på plejecentrene i Syddjurs Kommune.

På baggrund af FOAs henvendelse har Syddjurs Kommune nu indbudt til møde om situationen, og vi ser frem til mødet.

”Hvis man havde gjort tingene lidt grundigere og mere velovervejede, kunne den nuværende situationen måske have været undgået. Vi stiller os derfor meget gerne til rådighed for dialog og samarbejde om at finde bedre og mere konstruktive løsninger på udfordringer på plejecentrene i Syddjurs Kommune”, slutter Lotte Helbo Kristiansen

 

Kontakt information:

Lotte Helbo Kristiansen, sektorformand Social- og sundhedssektoren
Mobil 2044 4408