Generalforsamling FOA Randers 2023
Generalforsamlingen i FOA Randers 2023

Pressemeddelelse

Udtalelse generalforsamling 2023

Skab rum til faglighed og indflydelse på eget arbejdsliv
Løn, løn, løn – lønnen til faggrupperne på velfærdsområdet fylder rigtig meget i medierne, men betyder en højere løn, at man bedre kan holde til urimeligt arbejdstempo og dårligt arbejdsmiljø?

Regeringen siger, at medarbejdere er ”den nye valuta” og i modsætning til tidligere, hvor økonomiske udfordringer har skabt begrænsning og nødvendige besparelser, så er det nu manglen på arbejdskraft, der er den største udfordring for velfærdssamfundet.

Men skal der tiltrækkes flere til FOAs fagområder, så skal forholdene forbedres – både i forhold til løn, men ikke mindst i forhold til at skabe attraktive arbejdspladser med rum til faglighed og indflydelse på eget arbejdsliv.

Det kræver bare, at regeringen vil slippe det jerngreb, de holder kommunerne og regionerne i.

I disse dage afslutter kommuner og regioner forhandlingerne af budgetterne for 2024. I medierne bliver det ene nedslående resultat efter det andet præsenteret: besparelser på den nære velfærd i kommunerne, lukning af busruter, ansættelsesstop i regionen på trods af massive og livstruende lange ventelister – FOAs medlemmer ved om nogen, hvor svært det er at få hverdagen til at hænge sammen på velfærdsområdet.

Og så klinger det hult, at statsministeren i sin åbningstale i Folketinget talte om vores land som: ”Et af verdens rigeste samfund opgjort i penge såvel som i livskvalitet og lykke. Et samfund, der giver mennesker mulighed for at realisere deres drømme.”

Regeringen taler om at frisætte ældreplejen, sundhedsvæsenet og folkeskolen ved at afskaffe regler og mål.
Det lyder på overfladen fornuftigt, men det er bare ikke nok til at rette op den årelange underfinansiering af velfærden som skiftende regeringer har pålagt kommunerne og regionerne.

Velfærden har ikke brug for lappeløsninger og midlertidige tilskud. Der er behov for et varigt løft.

Et større økonomisk råderum er det eneste, der vil give plads og mulighed for netop den frisættelse, som regeringen ønsker.

Hvis man skal tænke kreativt, finde på gode løsninger og udvikle sig, så kræver det, at man kan trække vejret. Når alt er ren overlevelse, bliver der ingen plads og overskud til at tænke nyt og finde på bedre løsninger.

Fagligheden og medmenneskeligheden bliver trængt, og vi opnår intet af det som alle ønsker sig: attraktive arbejdspladser med rum til faglighed og indflydelse på eget arbejdsliv.