Livslang læring betaler sig
Uddannelse og kompetenceudvikling bliver omdrejningspunktet på FOAs fagområder.
Uddannelse er ikke bare en gevinst for den enkelte. Samfundet vinder også, når ufaglærte får uddannelse, viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens erhvervsråd.
Undersøgelsen måler bl.a. på livsindkomst og viser, at en erhvervskompetencegivende uddannelse giver en markant højere indkomst gennem livet ift. sammenlignelige ufaglærte. For en gennemsnitlig erhvervsuddannelse er gevinsten 3,9 mio. kr. over et helt arbejdsliv. Personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse tjener altså generelt markant mere end ufaglærte personer. Det skyldes ikke mindst, at de har lavere risiko for at stå uden for arbejdsmarkedet.
Tendensen går i øjeblikket mod mere frisættelse af faglighederne, større tværfagligt samarbejde og opgaveflytning mellem faggrupperne. Udvikling er begyndt på sundheds- og sygehusområdet – bedst belyst i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, som kom før sommerferien, men vi oplever, at udviklingen breder sig til hele velfærdssektoren. Det øger kravene til faglighed og kompetencer.
På det pædagogiske område bliver det i øjeblikket tydeligt, at aftalen om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der trådte i kraft ved årsskiftet, ikke bare skal være et spørgsmål at få flere medarbejdere pr. barn, men i højere grad et spørgsmål om at få flere kompetente, uddannede medarbejdere.
Fremtidens faglighed forudsætter faglært arbejdskraft og tilbud om løbende efteruddannelse.
Derfor skal vi i FOA arbejde for at gøre det nemmere og mere attraktivt at uddanne sig inden for FOAs faglige områder og samtidig skal vi gøre det attraktivt for uuddannede kolleger at starte i uddannelse.