Fra Holbæk til Tanzania med Sygehjælper Maria Jørnels på fagligt eventyr
Sygehjælper Maria Jørnels fra Holbæk Sygehus har været på et unikt fagligt ophold i Tanzania. Sammen med sine kollegaer rejste hun for at udveksle erfaringer og styrke samarbejdet med et lokalt hospital i Sikonge. Vi har talt med hende om turen og de erfaringer, hun tog med hjem.
Af: Rasmus Philipsen
Fra Holbæk til Tanzania: med Sygehjælper Maria Jørnels på fagligt eventyr
Når Maria Jørnels fra FOA Vestsjælland ser tilbage på sin rejse til Tanzania, er det ikke kun forskellen i ressourcer, der står klart. Det er især de menneskelige relationer og den måde, sundhedspersonalet formår at få det bedste ud af meget lidt, der har gjort størst indtryk. Selvom hverdagen er præget af udfordringer, som man knap kan forestille sig i Danmark, går hun hjem med en dybere forståelse af, at noget så simpelt som tid og nærvær kan gøre en verden til forskel.
Man kan let forudindtaget stå med en forventning om, at de ville mangle alt, fortæller Maria. Og selvom der er en klar ressourceforskel når det kommer til det materielle og udstyret, så har de en ressource vi oftest mangler herhjemme, nemlig tid til patienterne og tid til hinanden. De står overfor nogle barske realiteter og en dagligdag, hvor ressourcerne kan være uendeligt små, men det betyder, at de i stedet prioriterer relationen og de små, men vigtige, detaljer i deres omsorg.
At gøre en mærkbar forskel
Maria og resten af holdet var afsted i 14 dage, hvor de deltog i stuegang, underviste i sårpleje og snakkede om kateterpleje med kollegaer i Sikonge.
Det faglige udbytte var helt klart, at det nyttede noget, det jeg underviste i. Alle patienter dernede fik anlagt kateter, når de skulle opereres, hvilket gjorde, at de alle sammen også fik en urinvejsinfektion ud af det. Det havde vi fokus på, og allerede nu har vi fået tilbagemelding dernede fra, at der er færre patienter, der har urinvejsinfektion i dag, fortæller Maria.
Kreative løsninger og improvisation
Man skal også turde stå i sin faglighed, og være klar til at møde de problemer og udfordringer der opstår, og finde en løsning på dem.
Du kan ikke bare åbne et skab og sige nu tager jeg en forbinding eller nu tager jeg en ble. Det er der ikke valg af, så kunne lære at sadle om er simpelthen et vilkår i Tanzania fortæller Maria.
Gensidig læring og bringe læringen hjem
Det handler ikke kun om, hvad vi kan give til dem, men også om, hvad de kan lære os. Selvom Tanzania mangler medicin og udstyr, har de en rigdom af menneskelig kontakt, tid og nærvær. Det er måske en af de mest værdifulde ting, vi kan tage med os hjem.
Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke skal droppe tjeklister og skemaer. De er vigtige, fordi faste procedurer for målinger redder liv. For eksempel har vi bidraget med undervisning i blodtryksmåling, og holdet, der var afsted sidste år, udviklede et skema til hospitalet i Sikonge. Dette skema bruges også herhjemme i Danmark og hjælper personalet med at vurdere blodtryk, puls og temperatur og reagere, hvis værdierne er forhøjede. Tidligere kunne de måle noget, der så helt forkert ud, og blot lægge sagen fra sig.
Det, jeg tager mest med mig hjem, er det menneskelige. Oplevelserne med de patienter, jeg har mødt. Refleksionen over, at man kan klare sig med mindre og stole på sin faglighed. At møde patienten som et menneske og lytte til den enkelte, fremfor blot at følge lister og afkrydsningsskemaer, fortæller Maria.