Nu er det nok!

Kom med til demonstration i København på Velfærdens Dag den 7. november. Vi mødes på Godthåbsvej til varme pølser.

Tirsdag den 7. november 2017 kl. 16.30-18.00 demonstrerer vi i København.

Demonstrationen er en udløber af mødet den 4. oktober i Odense, hvor 3.500 tillidsvalgte erklærede, at nu er det nok.

Det halter med velfærden, der mangler hænder, og der mangler tid til omsorg og kvalitet, lød det fra tillidsrepræsentanterne.

I stedet for at give de rigeste store skattelettelser, skal velfærden genoprettes. Derfor initiativet: ”Danmark for velfærd”. Og derfor demonstrationen den 7. november.

Varme pølser fra kl. 14.30

Tag kolleger, familie og venner med, så vi kan blive så mange som overhovedet muligt. Det er nu eller aldrig, hvis vi skal råbe politikerne op og stoppe udhulingen af vores fælles velfærd.

Vi holder åbent hus på Godthåbsvej 15 fra kl. 14.30 – 15.15, hvor alle medlemmer kan møde op og få varme pølser med brød samt drikkevarer. Derefter går vi herfra i samlet demonstration kl. 15.30 og mødes med de andre organisationer til demonstrationen på Bertel Thorvaldsens Plads ved Gammel Strand kl. 16.30 med taler af blandt andre Dennis Kristensen og musik af Wafande.

Konkurrence

Danmark for Velfærd har et V som logo. FOA SOSU præmierer den arbejdsplads, der kan lave et foto med det mest fantasifulde V – hvor I f.eks. stiller jer op i V-form, ligesom bestyrelse og fællestillidsrepræsentanter har gjort på billedet øverst til højre. Præmien bliver udtrukket søndag d. 5.november. Billedet kan sendes til journalist Anne Guldager.

Ved at like Danmark for Velfærd på facebook kan du holde dig orienteret om alle de mange initiativer, der tages i velfærdens navn i de kommende uger og måneder.