• Læs op
• Udskriv

Jeg blev muslim for 23 år siden, men jeg var først klar til at tage tørklæde på for 10-12 år siden.

Jeg har egentlig gerne villet gå med tørklæde fra begyndelsen, men når man har tørklæde på, skilter man med, at man er muslim, og så skal man også være parat til at forsvare alt muligt hele tiden. Der gik lang tid, før jeg følte mig parat til dét.

Jeg er gift med en muslim, men det er ikke ham, der har bedt mig hverken om at konvertere eller om at tage tørklæde på. Jeg har faktisk aldrig talt med ham om tørklædet – jeg tog det bare på en dag.

Jeg møder indimellem den fordom, at jeg har tørklædet på, fordi jeg er undertrykt. Men jeg vil hellere have, at folk spørger, hvis de undrer sig, for så har jeg en chance for at gøre noget ved fordommene.

Vores datter på 18 går ikke med tørklæde. Det kan godt være, at man bliver født som muslim, men det at være troende skal komme indefra, ellers er det ikke rigtigt.

Fordi jeg ikke sætter tørklædet som alle andre, er der nogle, der tror, at jeg er syg. Jeg synes bare, det er mest praktisk på den her måde, når jeg er på arbejde. Men når jeg er hjemme eller på rejse, sætter jeg det traditionelt.

Nogle gange er der borgere, der siger ”hvor taler du godt dansk” eller spørger, hvor jeg kommer fra. Når jeg svarer ”Danmark”, siger de ”nej, hvor kommer du rigtigt fra”.

Jeg tror ikke, jeg kommer til at tage tørklædet af igen. Der er nogle, der tager det af og på, men fordi det var så lang en proces for mig at få det på, tror jeg, at jeg bliver ved med at gå med det.

Hvis jeg altså får lov. For fem år siden kunne jeg ikke have forestillet mig et forbud, men i dag kan jeg godt komme i tvivl. Det bekymrer mig, at vi har rykket os så meget på så kort tid.

Jeg synes, at det er godt, at fagforeningen har fokus på, at medlemmerne kommer fra mange forskellige kulturer. Folk med en anden etnisk baggrund skal også kunne se sig selv i fagforeningen. For nylig så jeg en anden tillidsrepræsentant, der delte noget negativt om flygtninge på Facebook. Der skal selvfølgelig være plads til, at man har sin egen holdning, men vi skal også huske, at vi som tillidsrepræsentanter repræsenterer mange forskellige mennesker.

Når jeg kommer ud på arbejdspladserne som vikar, ser jeg tit, hvordan danskerne sidder i den ene ende af frokostbordet og folk med en anden etnicitet i den anden ende. Det handler ikke om muslimer, for det kan lige så godt være thailændere. Vi skal blive bedre til at sige ”kom herned og sid”.

Vi danskere kan også finde på, hvis der er et navn, vi ikke lige kan udtale, så bare at udstyre folk med et dansk navn. Det dur jo ikke. Vi skal gøre os mere umage. Jeg har boet i Tunesien i et år. De udtalte måske ikke mit navn helt rigtigt, men de prøvede da, og de respekterede mig fra dag et for den, jeg var”.

Læs mere om "Fagforening i farver"