• Læs op
• Udskriv

Der er mere stille på gangene på Egebækhus i Nærum end på andre plejecentre. I haven udenfor pipper ungerne i fuglekassen lige så højt som andre steder, men de får lov at pippe nogenlunde uforstyrret, for beboerne og ca. halvdelen af personalet kan ikke høre.

Egebækhus er et botilbud for døve og døvblinde, der er vokset op med tegnsprog som modersmål. Bliver man ansat som hørende på Egebækhus, skal man derfor være indstillet på at lære sproget.

Ikke nok at kunne sproget

Som det ofte er med sprog, kommer det ikke alene, men er ledsaget af en særlig kultur; og sådan er det også i døveverdenen, forklarer social- og sundhedshjælper Dorthe Jensen. Hun er selv er født døv og har arbejdet på Egebækhus i 15 år.

”Det er ikke nok at kunne sproget. Hvis man skal arbejde her, skal man også kunne sætte sig ind i den kultur, beboerne kommer fra”, mener hun.

Hendes hørende kollega social- og sundhedsassistent Lise Vennick Marcussen supplerer: ”Døve har for eksempel en meget mere direkte måde at tale på. De pakker ikke tingene ind. Det skulle jeg lige vænne mig til, da jeg startede her for 14 år siden. Jeg er rigtig glad for, at jeg startede i nattevagt, for ellers kunne jeg godt være blevet forskrækket”, siger hun og bliver bakket op af social- og sundhedshjælper Julia Lech, der også er hørende.

”Jeg kunne tegnsprog i forvejen og havde også arbejdet med døve som vikar på en institution i Gladsaxe, men jeg kunne godt mærke det med kulturen, da jeg startede her fast”.

Hvad kulturforskellene konkret består i er svært at forklare, men de tre er enige om, at i hvert fald humoren er meget anderledes. ”Jeg kan godt sidde og tænke, ’hvorfor var dét sjovt?’, når en hørende fortæller en vittighed”, fortæller Dorthe.

Begyndte som bager

Dorthes stemme leveres i dagens anledning, for journalistens skyld, af en af stedets to hustolke. Hun må holde øjnene stive, for Dorthe har meget på hjerte.

”Det er interessant, at I siger, det nærmest var et chok at komme ind i døveverdenen. Sådan havde jeg det også, da jeg i sin tid startede som bager og kom ind, ikke bare i høreverdenen, men også i en mandeverden – dét var et chok!”, fortæller Dorthe, der udviklede allergi og derfor måtte droppe bagerfaget, da hun var udlært svend.

”Så kom jeg her, og det var bare så fedt. Kernen i vores arbejde er beboerne, og de er døve, så det er den kultur, der skal dominere, men selvfølgelig respekterer vi vores hørende kolleger”.

”Så skal I også respektere, at der indimellem kan ske en smutter. Vores modersmål er at tale, så det kan vi godt komme til at gøre i en faglig snak, uden at man som døv behøver at tage det personligt”, siger Julia Lech og tilføjer, at hun som tillidsrepræsentant indimellem ville ønske, at det med døv og hørende fyldte mindre.

”Vi burde i stedet for bare snakke om at være kolleger. Men jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det fylder, for som døv kommer man jo med en bagage, fordi man så ofte har oplevet at føle sig udenfor”.

Forskel i vilkår

Dorthe nikker og kommer i tanke om, hvordan hun på den skole for døve, hvor hun selv gik som barn, ofte oplevede, at en hørende lærer kom ind i klassen, hvor en anden hørende lærer var ved at undervise, og de to så havde en indbyrdes snak, mens klassen så til.

”Min familie var heller ikke god til tegnsprog, så jeg har tit siddet ved middagsbordet uden at vide, hvad der blev talt om. Den slags tager man jo med sig i rygsækken, og hvis man så ved, at kollegerne her godt kan tegnsprog, men alligevel bare sidder og taler uden at bruge hænderne, så kommer det frem”, forklarer hun.

Selvom de tre er enige om, at kulturerne er ligeværdige og skal respektere hinanden, er der dog en grundlæggende forskel i de to kulturers vilkår, mener Dorthe.

”I har jo mulighed for at få job et andet sted, hvis I ikke kan lide at være her. Vi har ikke lige pludselig mulighed for at kunne høre”.

”Det får vi tit smidt i hovedet, men det er jo her, jeg gerne vil være, og her jeg har været i 15 år”, siger Lise. ”Jeg kan ikke bare gå et andet sted hen og arbejde med døve”.

Hænderne op

De to hustolke på Egebækhus betyder, at døve medarbejdere nu i modsætning til tidligere kan varetage nøjagtig de samme opgaver som hørende, fortæller Dorthe.

”Før skulle jeg have fat i en hørende kollega, hvis der for eksempel skulle ringes til hospitalet. Nu kan jeg selv tage samtalen ved hjælp af tolken, ligesom jeg kan deltage i møder ude af huset”.

Den daglige kommunikation kolleger imellem klarer man dog selv, og hvis to hørende står og taler, når der kommer en døv forbi, er husreglen, at ”så skal hænderne op”, forklarer Lise.

”Men vi har også den regel, at hvis der sidder to døve og snakker, og jeg ikke kan nå at se, hvad de taler om, må jeg gerne afbryde og spørge”.

Det er ikke et krav for ansættelse på Egebækhus, at man i forvejen kan tegnsprog, men forventningen er, at man gør en indsats for at lære det. Alle nyansatte kommer hurtigt og hyppigt på kursus, men lysten og evnerne følges ikke altid ad, siger Julia Lech.

”Det sker jævnligt at nyansatte hørende må holde op igen, fordi de ikke kan klare den følelse af utilstrækkelighed, der kommer med ikke at kunne kommunikere. Det er et enten eller. Enten holder man hurtigt op, eller også bliver man i rigtig mange år, fordi man finder ud af, hvor rart her er”.