• Læs op
• Udskriv

Jeg er tyrkiskfødt kurder og kom til Danmark i 1996. Det var her, jeg mødte min mand. Vi mødtes gennem hans kusine, som er min fars fætter. Vi stammer fra den samme by, men jeg havde aldrig mødt ham før - desværre, for jeg ville gerne have haft kendt ham altid. Nu har vi været gift i 15 år og har tre børn sammen.

Jeg har været ansat i Vallensbæk Kommune i 18 år. Jeg arbejder med demente borgere på et plejecenter og elsker det. Plejehjem er lidt tabu i vores kultur, men det burde det ikke være. Når både mænd og kvinder arbejder, er der ikke tid til, at vi kan tage os af vores egne gamle – vi passer jo ikke engang vores egne børn. Mange gamle lever derfor alene. Det er ikke noget, man taler om, for det skal se pænt ud, men det er godt, at der er noget, der hedder hjemmepleje.

Jeg er muslim, men jeg er ikke god til det der med at bede fem gange om dagen. Men jeg tror på Gud og genopstandelsen og også på Jesus og alle de andre profeter, der kom før Muhammed. Jeg plejer at faste under ramadanen, men fik ikke lov af min familie i år, fordi jeg har nyresten og får smerter, hvis jeg ikke drikker nok. Mine forældre faster heller ikke på grund af helbredet, men i stedet for betaler de for maden til en fattig familie i en måned.

Jeg har aldrig gået med tørklæde. Som teenager sagde jeg nogle gange til min mor, at jeg gerne ville, men hun sagde, at jeg skulle vente, til jeg blev gammel. Og nu synes jeg, at det vil blive for svært, fordi tørklædet ikke er en del af min identitet.

Jeg plejer at sige, at jeg har min egen kultur, hvor jeg blander alt det gode fra kurdisk, tyrkisk og dansk. Sproget er det vigtigste, når man taler integration, men det er også vigtigt at være nysgerrig på kulturen. Jeg lærte dansk, fordi jeg ville. Jeg så TV med danske tekster og lånte lydbøger. Jeg arbejdede også som pædagogmedhjælper, fordi jeg tænkte, at børnene ville kunne lære mig sproget.

Hvis man ikke er stærk sprogligt, kan man ikke sige fra. Jeg oplever, at nogle af mine kolleger ikke har den samme selvtillid og ikke tør sige noget. Så siger jeg til dem, at det ikke kun er ”danske” kolleger, der skal tage alle beslutningerne. Vi skal også selv vise viljen.

For et par år siden blev jeg opfordret til at være tillidsrepræsentant, og nu er jeg også blevet fællestillidsrepræsentant. Det er vigtigt, at fagforeningen afspejler mangfoldigheden, fordi vi alle sammen har brug for nogen, der ligner os, så vi kan tænke ’hvis de kan, kan jeg også’.

Fordomme går begge veje. I stedet for at tro, at lederen er racist, fordi hun afslår en fridag, så spørg. Måske er det bare en dårlig dag at bede om fri på, fordi der kun er to på arbejde den dag.

Læs mere om "Fagforening i farver"