• Læs op
• Udskriv

Kira Waltz Crillesens dør har det ikke godt med at være lukket. Sådan virker det i hvert fald, når den igen og igen går op, selvom det tydeligt er markeret med rødt på døren, at Kira ikke skal forstyrres.

Den ene elev efter den anden stikker hovedet ind for lige at høre, om journalisten dog ikke snart er færdig, så man kan komme til at tale med Kira.

Kira Waltz Crillesen er nemlig ikke bare underviser på social- og sundhedsskolen SOSU C i Herlev, men også fastholdelsesvejleder på stedet. Det er derfor i stort omfang hende, man går til, hvis der er noget, der driller, man er nervøs for en fremlæggelse eller er i tvivl, om man overhovedet har valgt den rigtige uddannelse.

Mor valgte

For Kiras vedkommende var det i sin tid ikke hende selv, men derimod hendes mor, der traf valget og meldte den dengang 17-årige Kira ind på en social- og sundhedsskole, så hun ikke bare gik og dinglede rundt derhjemme.

Og at hun i 2013 efter en lang årrække i hjemmeplejen, blandt andet som teamkoordinator, tog skiftet til undervisningen, skyldtes blandt andet nysgerrighed, forklarer hun.

”Jeg spekulerede på, hvad det egentlig var, eleverne fik med sig ud fra skolerne nu til dags, og så fik jeg lyst til selv at blive en del af det. Jeg søgte et par gange, men kom ikke til samtale, og så ringede jeg til SOPU (social- og sundhedsskolen i København, red.) og spurgte, hvad der skulle til, for at de ville ansætte mig. De rådede mig til at tage diplomuddannelsen i erhvervspædagogik”.

Det viste sig at være et godt råd, fortæller Kira, der tænkte ’hvad betyder dét mon?’ første gang, hun stødte på ordet ’didaktik’. Ordet betyder læren om undervisningens mål og indhold, så et helt uvæsentligt begreb for en underviser er det ikke.

”Jeg har altid været en dygtig social- og sundhedsassistent, men jeg fandt jo ud af, at én ting er at være dygtig til sit job, noget andet er at være en dygtig underviser. Jeg ville ikke være blevet en god underviser, hvis jeg bare var kommet ind fra gaden”.

På den anden side er Kira ikke i tvivl om, at det gør hende til en bedre underviser, at hun selv kommer fra den virkelighed, eleverne skal ud i.

”Jeg har en lang erfaring fra hjemmeplejen og har også arbejdet i psykiatrien. I lang tid kørte jeg som vikar, så jeg har været lidt over det hele. Det giver mening for eleverne, at de får koblet teorien på oplevelser fra virkeligheden. Jeg kan sige til dem, at jeg godt forstår, at det er svært at praktisere rehabilitering, når der er ikke tid, for jeg har selv været der, Og jeg kan samtidig klæde dem på til, at selvom de ydre rammer, som tid, plads og samarbejde ikke altid er optimale, så er det vigtigt at holde fast i ens viden om at arbejde rehabiliterende og gøre det så tæt på ”planen” som muligt".

De får det hele

Funktionen som fastholdelsesvejleder er ny, og Kira Waltz Crillesen har i høj grad selv været med til at definere, hvad der skal ligge i den.

Hun indkalder elever, der har for meget fravær, til en samtale og taler også med elever, som hun eller hendes kolleger anser som frafaldstruede, selvom de umiddelbart passer deres ting.

”Og så er der de elever, der kommer af sig selv, fordi de er kommet i tvivl, om de er det rigtige sted.  Så taler vi om, hvad deres drømme og mål er, og hvad der skal til, for at de kan nå det. Nogle skal hjælpes med at få noget struktur – for eksempel på, hvordan de skal få passet deres læsning ind i en hverdag med små børn. Der er også nogle, der har brug for at tale om deres nervøsitet i forbindelse med fremlæggelser”.

Hvis man stiller Kira Waltz Crillesen hendes eget spørgsmål, hvad får eleverne med sig fra skolen?, lyder svaret, at ”de får jo det hele!”. Men med en tilføjelse om, at koblingen mellem teori og praksis til tider kan være svær.

”Vejlederne ved godt, at mødet med praksis kan være voldsomt for nogle elever, og kombineret med at vejlederne selv har en travl hverdag, kan det sommetider være en udfordring. I dette felt sker det, at vi mister elever, der i virkeligheden er superdygtige. Og her er det vigtigt, at vi kan skabe en bro mellem skolen og praktikken”, siger Kira, der faktisk er gået i gang med at bygge broen selv.

”Der er elever, der kontakter mig, når de er ude i praktikken, og dem tager jeg selvfølgelig imod. Og kommunernes uddannelseskonsulenter er også meget interesserede i at samarbejde, så vi sammen med eleven finder den rigtige vej”, fortæller hun.

Hjælp og støtte

Rollen som fastholdelseskonsulent fylder endnu kun to dage pr. uge, men står det til Kira, kommer den til at vokse, og hun starter efter sommerferien på en diplomuddannelse i mentorskab og coaching.

”Jeg elsker at undervise, men brænder også meget for fastholdelse, og jeg tror, at vi på den lange bane vil kunne gøre noget ved fastholdelsen, hvis vi får et endnu tættere samarbejde med praktikken. Der er rigtig mange, der både kan og vil, hvis de får lidt støtte, men som risikerer at falde fra, hvis de bliver overladt til sig selv”.

Kira sender igen sin mor en venlig tanke for i sin tid at have set, at hun havde brug for et lille spark til at komme ud ad døren.

”Jeg er et eksempel på, at man kan tage en erhvervsuddannelse og ende med noget helt andet. Det handler om at komme hen et sted, hvor man fungerer og få nogle succesoplevelser og så udvikle sig dérfra”.