• Læs op
• Udskriv

Figen Polat og Lykke Berner Lorentzen er respirationshjælpere. Det vil sige, at de ligesom deres ca. 130 kolleger i Regionens Hjælperordning for Respiratorbrugere (RHR) overvåger og støtter patienter, der bruger hjælp til at trække vejret.

Det seneste halvandet år har de dog også i kraft af deres roller som tillidsrepræsentanter overvåget deres arbejdsgiver og ikke mindst støttet deres kolleger.

Brandslukning

Arbejdet som respirationshjælper foregår i patienternes eget hjem, og opgaven har tidligere været udliciteret til et privat firma. Men i december 2016 blev den hjemtaget af Region af Hovedstaden, og de ca. 130 løstansatte vikarer i virksomheden blev virksomhedsoverdraget og fastansat på FOAs overenskomst.

Med en overenskomst følger retten til at vælge tillidsrepræsentanter, og det seneste halvandet år har Figen Polat og Lykke Berner Lorentzen derfor ført ordet på vegne af deres kolleger.

”Jeg vidste ikke noget om, hvad det indebar, men jeg stillede op, fordi jeg er sådan en, der ser muligheder i stedet for begrænsninger, og jeg tør også godt sige noget, hvis der er ting, der ikke er, som de burde være. Og det er der. Mange er jo glade for, at vi har fået en overenskomst, men det er som om, de inde på kontoret bliver ved med at betragte os alle sammen som løstansatte vikarer”, fortæller Figen Polat.

”Jeg synes jo, at når der er en overenskomst, skal den følges. Planlægningen er ét stort rod, og vi skal hele tiden brandslukke”, siger Lykke Berner Lorentzen.

Kontakt på distancen

Selvom de 120 respirationshjælpere er ansat i Neurocentret, arbejder de ikke på hospitalet, men i borgernes private hjem. Og det gør ikke ligefrem arbejdet som tillidsrepræsentant lettere.

”Det er simpelthen roden til dårlig samvittighed, at man skal holde kontakten på distancen. Hvis vi gik sammen på gangen, kunne man lige lægge en hånd på kollegaens skulder. Nu bliver det en sms med ’jeg har ikke glemt dig’ i stedet for. Det er vigtigt, at de ved, vi er der, selvom de ikke ser os”, mener Lykke Berner Lorentzen.

Blandt andet anmodninger om løntjek fylder for de to tillidsrepræsentanter, der gør, hvad de kan for at følge med efterspørgslen.

”Kollegerne kan ikke få deres lønseddel til at stemme med den indberettede vagtplan. Når de spørger ind, får de ikke noget svar, og de tør ikke rykke, så dét må vi gøre”, siger Lykke Berner Lorentzen, der har én dag pr. måned afsat til TR-arbejde.

”Det holder slet ikke. Jeg bruger mindst 20-25 timer om måneden og har for eksempel lige brugt 40 minutter på at tale i telefon med et medlem i min bil på vej til begravelse”.

Henter energi i det

Selvom frustrationerne lyser ud af dem begge, er Lykke Berner Lorentzen og Figen Polat enige om, at de bliver ved.

”Vi vil så gerne have, at det her bliver Danmarks bedste arbejdsplads”, siger Figen Polat, og Lykke Berner Lorentzen uddyber:

”Vi elsker jo alle sammen vores arbejde ude hos brugerne. Det er derfor, det er så frustrerende, når der er noget, der ikke fungerer. Derfor er det vigtigt at få ryddet op, og vi henter energi i det”.

”Men uden hinanden gik det ikke”, understreger Figen Polat.

Læs også:

Fagforeningen: Hatten af for dem!

Lederen: Distanceledelse kræver også noget af medarbejderne