• Læs op
• Udskriv

”Vi søger en med en faglig baggrund som ergoterapeut, fysioterapeut eller sygeplejerske”.

Sådan lyder det typisk, når en kommune opslår en stilling som hjerneskadekoordinator. Og sådan lød det også, da hjerneskadekoordinatoren i Brøndby Kommune skulle på barsel, og man derfor søgte en afløser.

Det forhindrede imidlertid ikke Stine Pokorny Harbech i at søge stillingen, selvom hun hverken er sygeplejerske eller terapeut, men derimod social- og sundhedsassistent. Og det forhindrede heller ikke kommunen i at ansætte hende, selvom der var flere med den efterspurgte baggrund blandt ansøgerne.

”Men nogen har nok skullet kæmpet lidt for mig”, griner Stine.

Kommunens ansigt

Det skal ”nogen” så ikke længere. Stine Pokorny Harbech har for længst overbevist sine tværfaglige samarbejdspartnere både i og udenfor kommunen om, at hun var det rigtige valg, og nu er det hende, der kæmper. Ikke for sig selv, men for og sammen med borgerne, så de ikke farer vild i hverdagen med en hjerneskade.

”Man kan ikke tale om rehabilitering, hvis man ikke ser på det samlede forløb”, forklarer hun.

Hjerneskadekoordinatoren er med til udskrivningssamtale på hospitalet, rådgiver og vejleder borgeren og de pårørende, koordinerer træningscenter, jobcenter, neuropsykolog, logopæd, og hvad der ellers skal til, for at borgeren i så vidt omfang som muligt kan få sit gamle liv tilbage.

Og hun elsker det.

Landede i neurologien

Stine Pokorny Harbech begyndte sin karriere som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen og blev siden ansat i radiologien på Rigshospitalet efter at have uddannet sig til social- og sundhedsassistent.

I 2013 blev hun hentet til Glostrup Hospital, hvor et nyt projekt om styrket indsats for unge med hjerneskade var blevet sat i søen.

”De andre medarbejdere var terapeuter og neuropsykologer, og de kunne se, at de havde behov for noget koordinering og søgte en med en sundhedsfaglig baggrund, som havde overblik, og som var god til at snakke med alle slags mennesker”, fortæller Stine Pokorny Harbech, der er lige nøjagtig sådan en.

Projektet fik dog ikke lov at køre videre, og hun måtte efter 3,5 år finde et andet sted at være.

”Jeg kunne mærke, at jeg i neurologien var landet fuldstændig. Neurologien er et megaspændende område, og de, der arbejder der, brænder virkelig for det”. 

Næste stop blev derfor den selvejende institution Selma Marie i Ølstykke, der arbejder med neurorehabilitering. Og derfra gik det så til Brøndby, hvor hun nu holder styr på, at i gennemsnit ca. 60 borgere med hjerneskade får den hjælp fra kommunen og andre instanser, de har brug for. En opgave, hun med sin faglige baggrund kan varetage fuldt på højde med de faggrupper, der normalt rekrutteres til det, mener hun.

”Jobbet her kræver først og fremmest, at man er god til at koordinere og holde overblik og ikke mindst netværke, så man kender sine tværfaglige samarbejdspartnere og ved, hvem man skal gå til. Men selvfølgelig hjælper det også, at jeg på Glostrup har været i en slags mesterlære og lært fra de bedste inden for neurologien. Det, jeg har manglet, har jeg i kraft af min sundhedsfaglige baggrund kunnet læse mig til”.

Unge hjerner

Stine Pokorny Harbech brænder så meget for målgruppen, at hun ved siden af sit arbejde i Brøndby kører netværket ”Unge hjerner”, hvor hun hver anden uge sørger for, at yngre hjerneskadede har en mulighed for at møde andre unge i samme situation.

Netværket er en udløber af det projekt, hun tidligere var ansat i på Glostrup Hospital. Da projektet lukkede, blev netværket ”hjemløst”, men Stine Pokorny Harbech har skaffet både penge og lokaler til at få det op at stå igen.

Vi må ikke sige det til nogen, men hun får selv mindst lige så meget ud af at være med, som brugerne gør, fortæller hun.

”Det er så fuldkommen meningsfuldt at være sammen med de her unge mennesker og opleve dem i et forum, hvor de er trygge. De er så seje, og de kæmper meget mere, end vi andre nogensinde kommer til at forstå. At have ramt noget, der er så rigtigt, giver en utrolig energi og glæde. Alle burde opleve, hvor stærkt det er at være sammen med de her mennesker”.