Foto: Mark Knudsen/Monsun

Håber på mere synlighed

Hatice Yapici er arbejdsmiljørepræsentant på Plejecentret Albertshøj i Albertslund Kommune

Hvad synes du om, at 2019 er AMR-år?

Jeg synes, at det er rigtig dejligt, at der kommer mere fokus på arbejdsmiljørepræsentanterne. Før jeg selv blev AMR anede jeg ikke, hvad man kunne bruge en AMR til. Jeg håber, at AMR-året vil betyde, at arbejdsmiljørepræsentanternes rolle bliver mere synlig.

Hvad ser du som din største udfordring som AMR i øjeblikket?

Tiden. Jeg har kæmpet mig til en time om ugen, men det er stadig ikke nok. Bare i sidste uge skulle jeg indberette tre arbejdsskader, og så rækker en time ikke ret langt.

Hvad er efter din mening det største arbejdsmiljøproblem?

Besparelserne i kommunerne presser medarbejderne, og det går ud over det psykiske arbejdsmiljø. Jeg kan mærke, hvordan bare det, at jeg skal gå fra en time om ugen til AMR-arbejde, påvirker mine kolleger, fordi de så mangler min arbejdskraft.

 

Læs også: En meget vigtig ressource