• Læs op
• Udskriv

Når våde vejbaner fryser til, kan isen lægge sig på kørebanen som en usynlig glasur – eller ”sort is”, som det kaldes, fordi man kan se asfalten gennem isen.

Den 23. januar var der sort is på den vej i Rødovre, hvor social- og sundhedshjælper Susanne Rasmussen kom kørende på sin cykel. Vejen så umiddelbart fremkommelig ud, men viste sig at være glat som en skøjtebane. Cyklen skred ud, og Susanne knaldede hovedet direkte i asfalten. Uden cykelhjelm.

Den læge, som bagefter syede de 4 indvendige og 15 udvendige sting, der skulle til for at lukke det stærkt blødende hul, meddelte den noget chokerede Susanne, at han kunne se hendes hjerneskal.

Jag i hovedet

”Jeg havde fået hjernerystelse og kastede op i en måned og havde en voldsom hovedpine, så i den første måned gav det sig selv, at jeg ikke kunne komme på arbejde”, fortæller Susanne Rasmussen, der efter fire ugers sygemelding mente, at nu måtte hun hellere se at komme på arbejde.

”Men min fællestillidsrepræsentant, Heidi, spurgte, hvad i alverden jeg havde gang i. Hvis ikke det havde været for Heidi, ville jeg være gået på arbejde”, fortæller hun.

I stedet fik Susanne Rasmussen en aftale med ledelsen om, at hun fortsat skulle være sygemeldt, men komme ind et par timer et par gange om ugen for at mærke, hvor meget hun kunne holde til.

Da FOA SOSU taler med hende, er der gået tre uger på den måde, og der er blevet skruet lidt op for timerne, men det jager stadig i det forslåede hoved og ned i øjnene, hvis det bliver for meget.

”Jeg kan godt se nu i bakspejlet, at det var urealistisk at begynde så hurtigt, men i situationen kunne jeg overhovedet ikke se det, så det var godt, at der var en anden, der kunne”, mener hun.

Jaget med jernstang

En tilsvarende oplevelse af ikke altid at vide, hvad der er bedst for en selv, har hjemmehjælper Gitte Andersen haft.

En uligevægtig pårørende kom efter hende og en kollega med en jernstang og kun ved at springe hurtigt tilbage til bilen og skynde sig væk, undgik de at blive overfaldet.

”Vi var selvfølgelig chokerede, men vi fortsatte ruten til næste borger”, fortæller Gitte Andersen.

Dagen efter havde hun en fridag, men det tog kun den ene dag, før hun var tilbage på arbejde i selv samme hjem, hvor manden med jernstangen var kommet fra.

”Først efter fem dage gik det op for mig, hvor forkert det var. Vi skulle selvfølgelig ikke bare have fortsat ruten. Vi skulle have kørt hjem, og vi skulle have haft psykologhjælp, men i stedet for gik vi ind i hjemmet igen”.

”Den ansvarshavende spurgte, om vi var ok, men der var ingen, der tog sig tid til at spørge rigtigt ind til os før syv dage efter hændelsen, og det først, da vi sagde fra for at komme i hjemmet”, fortæller Gitte Andersen.

Hun bebrejder ikke nogen, men har lært, at man ikke nødvendigvis skal tage det for gode varer, hvis en medarbejder eller kollega efter en voldsom oplevelse siger, at vedkommende ”har det fint”.

”Jeg havde det overhovedet ikke fint, men havde bare travlt med at få chokket til at gå væk ved at komme hurtigt tilbage til det normale”.

Pas på hinanden

Både Susanne Rasmussen og Gitte Andersen er tillidsrepræsentanter i Rødovre Kommune, og det er deres kollega, fællestillidsrepræsentant Heidi Kelm Jensen, der har foreslået, at historien bliver skrevet.

”Som tillidsrepræsentanter ville Gitte og Susanne jo ikke være i tvivl, hvis det var en kollega, det handlede om. De ville have sagt ”gå hjem og bliv klar”. Når selv tillidsvalgte, der burde vide bedre, kan blive så blinde og døve og helt glemme at tænke rationelt, er det sikkert endnu sværere for kolleger, der ikke har tillidshverv. Det understreger bare, at vi skal passe på hinanden”, mener Heidi Kelm Jensen.